Vild afslutning: Vigtig sejr i forårspremieren

420

Da der var spillet 89 minutter af forårspremieren mod Ledøje-Smørum, var 1. senior bagud 1-2. Alligevel blev det til tre point efter en vild afslutning.

90. minut: Mathias Bukhave stiger til vejrs i feltet og header Mikkel Knudstrups frispark fra venstre i nettet til 2-2. 93. minut: Indskiftede Kristian D. Larsen banker bolden i nettet midt foran mål efter flot forarbejde i højre side. 3-2 og vild jubel i Sundby Idrætspark.

Jo, det var i sandhed en vanvittig afslutning på forårspremieren mod Ledøje-Smørum. Dertil skal lægges, at LSF havde to pænt store muligheder for også at score i overtiden, men brændte i begge tilfælde.

Revanche til gode
Forinden var gået en livlig, men ikke vældig velspillet første forårskamp mellem to af holdene, der er med i den sjove ende af Danmarksserien. Otterne havde revanche til gode efter efterårets 4-1 nederlag i Smørum.

Hjemmeholdet måtte undvære anfører Martin Lisborg, der blev skadet i den sidste træningskamp mod Herlev. I forhold til den kamp gled Martin Kyster ind i startopstillingen, hvor der også var turneringscomeback til Saleem Nanji.

Mange chancer
LSF tilspillede sig den første af kampens mange chancer efter et hjørnespark efter syv minutter, men Mathias Gransee headede forbi. Det samme gjorde otternes Martin Kyster efter 20 minutters spil på Mikkel Knudstrups indlæg.

Kort efter kom kampens første scoring: Jesper Larsen afsluttede mod mål efter Simon Sinkjærs gode forarbejde i venstre side. Bolden blev reddet, men topscorer Mads Bukhave var over riposten og kunne sende den i nettet til 1-0.

Jakse redder straffe
Efter en lille halv time tog Mathias Bukhave ulovlige midler i brug i feltet, og dommer Casper Thorsøe Jr. dømte korrekt straffespark. Jakob S. Jensen havde dog luret Aske Victors forsøg fra pletten og reddede i fin stil.

Mod slutningen af halvlegen pressede LSF yderligere på for en udligning. Jacob Lind Lindbaum havde to pænt store muligheder, men det lykkedes ikke for gæsterne at score inden pausen.

Snød offsidefælden
Otterne åbnede bedst i anden halvleg med to afslutninger inden for rammen og én lige over inden for de første tre minutter. Kort efter forsøgte Khamis ‘Junior’ Akida sig udefra, men lige på keeperen.

Men så tog LSF over. Først en ny stor chance til Jacob Lind Lindbaum, der blev brændt. Kort efter snød en lang aflevering otternes offsidefælde, og Frederik Jegind Christensen slap igennem og sendte bolden over fremstormende Jakob S. Jensen og i mål.

Forsvaret i ubalance
Chancerne fortsatte med at opstå i en lind strøm. Martin Kyster havde en stor mulighed på en friløber efter et kvarter, men hans sidste træk blev for langt, og LSF-keeperen kunne opsnappe bolden.

Midt i anden halvleg lykkedes det for Jacob Lind Lindbaum at score for LSF. Igen var det en lang bold frem, der fik otternes forsvar i ubalance. Lindbaum kom uden om Mathias Bukhave og fik afsluttet i det korte hjørne til 2-1.

Bukhave med panden
Tiden gik, og udsigten til point til otterne blev mindre og mindre. Men så i sidste minut af den ordinære spilletid fik otterne frispark ved mållinjen i venstre side. Mikkel Knudstrup serveden bolden ind i panden på Mathias Bukhave, der hårdt og præcist headede den ind.

Og troede publikum så, at de to hold ville affinde sig med en pointdeler i premieren, kunne de godt tro om igen. Minuttet efter udligningen havde LSF en stor chance, hvor bolden strøg på tværs af otternes forsvar, men Jonas Johansen skød forbi mål.

Perlemål af Larsen
Det efterfølgende angreb fra otterne var godt gennemspillet. Bolden endte hos Kristian D. Larsen, der afsluttede over mål. Det havde været et perlemål, hvis den var gået ind, men sådan skulle det ikke gå.

Et perlemål fra Kristian D. Larsens fødder fik tilskuerne dog minuttet efter: Efter opspil i højre side med utrættelige Saleem Nanji og Patrick Bielefeldt blev bolden spillet skråt tilbage ind foran mål, hvor Kristian D. Larsen hamrede bolden i nettet til 3-2.

Vild afslunting
En helt igennem vild afslutning på en chancerig første forårskamp. Man forstår, at LSF’erne gik nedslåede fra banen, mens otterne kunne synge sejrssang og danse rundt om bolddrenge og holdleder Svendsen: Hvem var det, der vandt i dag?

Det var otterne – og i øvrigt også topholdet FA 2000 – så i topstriden er situationen status quo. På lørdag kl. 13 er der lagt op til et brag af et lokalopgør, når Kastrup tager imod otterne på kunstgræsbanen på John Tranums Allé.

KAMPFAKTA
Lørdag 23. marts 2019
Danmarksserien, pulje 2
B 1908 – Ledøje-Smørum 3-2 (1-0)
1-0 Mads Bukhave (22)
1-1 Frederik Jegind Christensen (54)
1-2 Jacob Lind Lindbaum (67)
2-2 Mathias Bukhave (90)
3-2 Kristian D. Larsen (90+3)
Advarsler: Mathias Bukhave, B 1908 (43)
Jesper Larsen, B 1908 (53)
Dennis Lind, LSF (87)
Benjamin Madsen, LSF (88)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Mikkel Knudstrup, Mathias Bukhave, David Chernet, Saleem Nanji, Festim Mustafi (Kasper Autrup, 80), Simon Sinkjær (Kristian D. Larsen, 70), Martin Kyster, Jesper Larsen, Khamis ‘Junior’ Akida (Patrick Bielefeldt, 70), Mads Bukhave
Dommer: Casper Thorsøe Jr.
Tilskuere: 225 i Sundby Idrætspark