Vigtig sejr over Rishøj

527
Patrick Fleischer og Benjamin Fey scorede otternes mål i 2-1 sejren over Rishøj.

To store dommerfejl kunne have kostet B 1908 dyrt, men spillerne mandede sig op i anden halvleg og klarede selv skærene. Benjamin Fey og Patrick Fleischer scorede i 2-1 sejren over Rishøj.

B 1908 hentede anden påskedag tre vigtige point, da Rishøj blev besejret 2-1. Men der måtte kæmpes hårdt for sejren, og længe så det ud til, at to eklatante dommerfejl ville blive kampafgørende. Dem vender vi tilbage til.

Otterne var uden Kristian Glyø i midterforsvaret. I hans sted spillede Kevin Nauta sammen med Mathias Bukhave i midterforsvaret. Helt fremme var Kristian D. Larsen med igen fra start efter at have været ude i to kampe.

Forkert indkast
Otterne åbnede særdeles livligt med en god chance til Kristian D. Larsen, men holdet havde svært ved at holde trykket. Langsomt åd Rishøj sig mere ind i første halvleg, der blev temmelig jævnbyrdig.

Efter 25 minutter kom Rishøj foran 1-0. Efter den første af de to dommerfejl. Et klart B 1908-indkast blev dømt den modsatte vej. Rishøj udnyttede resolut situationen, og pludselig var Glodie Kabango fri. Han gjorde det ubesværet til 1-0 til gæsterne.

Se situationen her:

Kilde: b1908fans.dk

Udligningsmål annulleret
Otterne fik muligheden for at bringe balance i regnskabet efter en god halv time. Et frispark blev sparket ind i feltet og ved bageste stolpe dukkede Adboulie Njai op og sendte bolden i nettet. Men målet blev annulleret for offside. Endnu en ‘crucial mistake’ fra dommertrioen.

Se situationen her:

Kilde: b1908fans.dk

Rishøj holdt føringen til pausen, og otterne måtte konstatere, at spillet ikke helt forsløb så godt, som man kunne ønske sig. Især havde hjemmeholdet svært ved at matche Rishøjs fysisk prægede spil.

Perlemål af Benjamin Fey
Heller ikke efter pausen formåede otterne at lægge det gode tryk på modstanderne, der har givet syv point i forårets første tre kampe. Men så, efter en lille times spil kom en situation, der var værd af vente på for de af de 213 tilskuere, der holdt med hjemmeholdet.

Benjamin Fey var gået med frem i et angreb, og venstrebacken tog chancen langt udefra. Et drømmehug op i fjerneste målhjørne uden chance for Rishøjs keeper. Årets mål i Sundby Idrætspark, som stadionspeakeren kommenterede.

Se målet her:

Kilde: b1908fans.dk

Ufarligt hovedstød i mål
Rishøj var farlige ved hurtige omstillinger og havde et par skudforsøg, der strøg lige over mål. Også otterne tilspillede sig et par løse chancer, der blev omsat til afslutninger, men dog ikke rigtig var farlige.

Det var Patrick Fleischers hovedstød efter et hjørnespark i 71. minut egentlig heller ikke. Men på forunderlig vis fik Rishøjs keeper og en forsvarer fumlet så meget, at bolden trillede ind over stregen. En vigtig scoring af den indskiftede tidligere Marstal/Rise-spiller.

Se målet her:

Kilde: b1908fans.dk

Rødt kort til Rishøj
Kampen fik endnu et dramatisk højdepunkt efter 77 minutter, hvor Rishøjs indskiftede Andreas Granskov så rødt, angiveligt efter at have sparket ud efter Mathias Bukhave i en infight de to spillere imellem.

Se situationen her:

Kilde: b1908fans.dk

Der kom ikke flere mål i kampen, og dermed vandt B 1908 for fjerde hjemmekamp i træk (efterårets sidste mod Karlslund medregnet). Næste opgave er på lørdag på udebane mod oprykningsaspiranterne GVI.

KAMPFAKTA
Danmarksserien, pulje 2
Mandag 17. april 2017, 2. påskedag
B 1908 – Rishøj 2-1 (0-1)
0-1 Glodie Kabango (25)
1-1 Benjamin Fey (59)
2-1 Patrick Fleischer (71)
Advarsler: Jacob Laursen Pind, Rishøj (31)
Rune Christensen, B 1908 (37)
Mikkel Wolff Nielsen, Rishøj (63)
Jeppe Haugaard, Rishøj (65)
Simon Elmer Christensen, Rishøj (73)
Mathias Bukhave, B 1908 (77)
Udvisning: Andreas Granskov, Rishøj (77)
B 1908s hold: Ovays Azizi, Benjamin Fey, Mathias Bukhave, Kevin Nauta (Nicklas Andersen, 66), Saleem Nanji, Rune Christensen, Abdoulie Njai, Martin Lisborg, Valdemar Mendez Brockdorff (Patrick Fleischer, 65), Kristian D. Larsen, Haitam Hajjami (August Rosenmeier, 90)
Dommer: Jeff Dall
Tilskuere: 213 i Sundby Idrætspark