Uafgjort i sæsonpremieren: Debutmål af Nichlas Rohde

445
Patrick Bielefeldt i aktion i premierekampen mod Vordingborg.

OPDATERET Det blev til pointdeling, da B 1908 fredag aften tog hul på Danmarksserien ude mod Vordingborg. Nichlas Rohde bragte otterne foran 1-0 efter 83 minutter, men kort efter udlignede Jannik Skov Hansen på et flot frisparksmål.

Danmarksserien har for B 1908’s vedkommende ligget corona-stille i et halvt år, men fredag aften var der igen point at spille om, da 20/21-sæsonen blev åbnet med en udekamp mod oprykkerne fra Vordingborg.

B 1908 gav debut til de to tidligere AB-spillere Seejou King og Nichlas Rohde, samt næsten-debut til Asker Damgaard (der debuterede i pokalkampen i tirsdags). Desuden er Frederik Kragh tilbage på holdet.

Stor opbakning på lægterne
For hjemmeholdet Vordingborg IF var det den første DS-kamp i næsten tre årtier. Holdet har i de seneste år bevæget sig opad i de sjællandske rækker, og der var stor opbakning på lægterne til den sydsjællandske klubs comeback-kamp i Danmarksserien.

Otterne, der sluttede den brat afsluttede seneste sæson i Danmarksserien en sejr fra en oprykningskamp, måtte tage favoritværdigheden, men hjemmeholdet var mere end klar til at byde B 1908 modstand.

Livlig åbning på kampen
Kampen åbnede livligt med chancer i begge ender. Nichlas Rohde måtte se sin første afslutning efter ti minutter blokeret til hjørne. Kort efter passerede han VIF-keeperen, men en forsvarer nåede at få afværget afslutningen, der ikke havde nok fart.

Vordingborg blev bedre og bedre, som halvlegen skred frem, og især i slutningen af første halvleg, var hjemmeholdet nærgående. To farlige afslutninger endte på henholdsvis overliggeren og i nettaget, men der blev ikke scoret i de første 45 minutter.

Mange afslutninger
Anden halvleg blev, nøjagtigt som første, rig på afslutninger. Mathias Bukhave åbnede ballet allerede efter to minutter, hvor han var gået med frem fra sin forsvarsposition, men han fik ikke ordentligt træf med hovedet på Frederik Kraghs indlæg.

Efter godt ti minutter slap Nichlas Rohde igennem efter en løbeduel med VIF-forsvaret, men han blev presset tilpas meget til at dirigere den store mulighed forbi mål. En stor chance for otterne til at komme foran.

Det lignede en nullert
Vordingborg havde også deres chancer, og Jakob S. Jensen i B 1908-målet måtte flere gange vise sine kvaliteter, blandt andet da dykkede ned og lige akkurat fik fingerne på en tværpasning langt inde i feltet og afværgede en helt åben målchance.

Frederik Kragh og Seejou King havde chancer for otterne med et kvarter igen af kampen, men efterhånden som tusmørket sænkede sig over Morten Olsens Allé, begyndte de fleste at indstille sig på en nullert i sæsonpremieren.

Kortvarig jubel
Men sådan skulle det ikke gå. For efter 83 minutter fik otterne hjørnespark. Bolden blev sendt ind over, og efter lidt klumpspil, hvor VIF’erne appellerede for frispark, endte bolden hos Nichlas Rohde, der fra tæt hold sendte bolden i kassen til 1-0.

Nichlas Rohde scorede i sin debut for B 1908.

Otterne jublede, men jubelen blev kortvarig. For i Vordingborgs første angreb efter målet, fik hjemmeholdet frispark midt foran mål. Jannik Skov Hansen bankede bolden i nettet uden chance for Jakob S. Jensen. Et flot udligningsmål.

Store chancer i slutfasen
I kampens overtid havde otterne to store chancer til at afgøre kampen. Først headede Nichlas Rohde Benjamin Feys frispark på overliggeren, og Frederik Kragh sendte med en inderside riposten over mål.

Og til allersidst, hvor det også skal nævnes, at Vordingborg havde haft en god mulighed for at sikre tre point, kom Patrick Bielefeldt og Nichlas Rohde lige akkurat for sent til indskiftede Oliver Elliott Karlsens flade indlæg fra venstre.

Nu gælder det Greve
Dermed endte det med pointdeling i premieren i en kamp, som otterne med lidt mere kynisme i afslutningerne, kunne have taget sejren. Omvendt havde Vordingborg også flere chancer til få afgjort fodboldforestillingen til deres fordel.

Men Danmarksserien er i gang igen, og den fortsætter på lørdag 22. august, hvor B 1908 spiller efterårets første hjemmekamp. Det er i Sundby Idrætspark mod Greve – på det nye kick off-tidspunkt på hjemmebane – klokken 12.

Anfører Martin Lisborg blev efter kampen kåret som otternes bedste af Vordingborgs sponsorer og modtog en erkendtlighed. En fin gestus fra den sydsjællandske klub.

Se eller gense kampen på b1908fans.dk HER

KAMPFAKTA
Fredag 14. august 2020
Danmarksserien, pulje 2
Vordingborg – B 1908 1-1 (0-0)
0-1 Nichlas Rohde (83)
1-1 Jannik Skov Hansen (85)
Advarsel: Anders Steen Nielsen, Vordingborg (57)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Frederik Kragh, Mathias Bukhave, David Chernet, Seejou King (debut) (Oliver Elliott Karlsen, 88), Asker Damgaard (Benjamin Fey, 65), Johannes Marcher, Martin Lisborg, Patrick Bielefeldt, Nichlas Rohde (debut), Mads Bukhave (Kristian D. Larsen, 72)
Dommer: Gustav Olsen
Tilskuere: ca. 400 i Vordingborg