U9 sejr i Tårnby FF Guld Cup

132

Tårnby FF afholdte i weekenden Tårnby FF Guld Cup.

Det var et meget vellykket stævne som skilte sig lidt ud ved at have flere pigerækker end drenge rækker, og så i øvrigt have fokus på Fair Play. Således var der, ud over pokaler til de vindende hold, også pokaler til de hold som dommerne undervejs havde indberettet som havende udvist Fair Play og god sportslig attitude. Det smittede af på banerne, hvor der var god stemning hele vejen rundt. Godt hjulpet på vej af at solen begyndte at skinne i takt med at turneringen skred frem.

B1908’s årgang 2008 havde hele 5 hold med til stævnet i U9 rækkerne. Det blev til flotte placeringer, hvor holdet i C-rækken blev nr 4 efter et nederlag i semifinalen på straffespark, et af de hele 3 hold i B-rækken blev nr 2 og også her efter nederlag på straffe i finalen, mens holdet i A-rækken omsider brød den onde cirkel og vandt finalen på straffe. Det skete mod AB Tårnby efter 0-0 i ordinær. Inden da var bla. B93 og KB blevet besejret og sendt ud af turneringen.

Det hele blev afsluttet med, at en ganske entusiastisk præmieuddeler fra arrangørklubben sørgede for, at alle gik hjem med et smil på læben og hænderne over hovedet. Her illustreret ved B1908s U9A drenge, der efter at være blevet ekspederet ud i semi-finalerne 2 gange i forrige weekend (i hhv. HIK Påske Cup lørdag og Brøndby/Holbæk Elite Cup søndag), igen kunne lade sig hylde som turnerings-vindere.