U14 mødte tirsdag FC Nykøbing, som måtte tage den lange tur en hverdag til Amager for at spille pokalkamp.

Det blev en interessant dyst på stadion-kunsten, hvor det var spændende at se, hvordan B1908 holdet magter at spille 11 mands. Tomas Hansen (ja han hedder TOMAS uden “H”.:-) har overtaget som cheftræner efter “Center”, som er blevet købt af Hvidovre…:-)

Det er en stor bane for de små gutter og det er da også tydeligt, at ikke alle spillere har vænnet sig til det. Det skal e være lovligt undskyldt, men der mangler simpelt hen løb fra en række spillere, de står ofte stille eller bevæger sig ikke i de rette områder.

Altså jeg ved jo godt at det er små drenge, men de skal altså lige have på den lidt større klinge…drenge skal blive til mænd.

 

Hurtigt bagud

Det var alt for nemt for udeholdet at komme foran 0-1, tror dårligt der gik et minut, før de havde brugt B1908 midterforsvar som kegler i en et-to spilning, og sat bolden i kassen. Det så ikke særligt opløftende ud.

Men B1908 har nogle værdier fremad i banen på dette hold, især den mindste spiller Adam, er en vanvittigt dygtig spiller. Han er her, der og allevegne, kunne være opkaldt efter den kendte Beatles sang (Here, There and Everywhere).

En superb spiller, dribler og han er den spiller som løber mest på B1908 holdet. Det kunne nogle andre godt lære af, for der er spillere, som er næsten dobbelt så store, som dårligt bevæger sig. Man kan ikke bare stå stille på en 11 mandsbane.

Adnan er en oplevelse på en fodboldbane og den næste 8er med større “potentiale” er hermed præsenteret.

 

Gode kontraer gav udligning

B1908 havde en håndfuld gode kontraer og køb frem i banen i første halvleg og det gav en enkelt scoring. Det burde have givet mindst to efter en god spilning på tværs til venstre bageste. For mange kontraer bliver spildt, da de ikke bliver spillet videre på det rigtige tidspunkt. Men vi kom på 1-1 og det var ikke ufortjent. Kunne også være blevet mere.

Bagude havde vores midterforsvar og det 6ér defensive området det svært. Der er ikke nok konsekvens og der mangler måske, at en mand tager lederrollen og ansvar. Alt for mange fejl og ikke mindst i normalt harmløst fremspil, så når bolden kun til en modstander. Alt for inkonsekvent spillet. Dette er meget farligt og udeholdet kom da også nemt på 1-2.

Tilbageløb på kanterne er en by i Rusland og det efterlader problemer helt ind i midterforsvaret, når kanten ikke løb med hjem og dækker yderste side, så kan backen ikke hjælpe midterforsvaret.

Pause – man sad og håbede lidt, at der ville falde en gevaldig røffel til nogle spillere, som bare gik rundt og dangderede den. Hvor svært er det lige at løbe for sine holdkammerater?

 

2 halvleg med gevaldigt 8er pres

De unge 8ere så godt ud i starten af 2. halvleg, de formåede at presse spillet frem og tilspille sig næsten en håndfuld chancer. Men bolden ville ikke ind, selv om det var tæt på flere gange.

Så overtog FC Nykøbing stille og roligt og kørte en forholdsvis sikker 2-4 sejr med hjem til roernes hjemland. Det var fortjent nok, men havde vi kendt vores besøgelsestid, så kunne vi have skabt et andet resultat.

 

Vurderingen

Vi har uden tvivl en række fremragende fodboldspillere, der skal lyde ros for potentialet. Men der skal være ris for den ligegyldighed flere viser på banen. Det svigt som sker fra nogle. Der skal trædes i karakter, der skal sparkes igennem, der skal dækkes tæt. En modstander skal kunne mærke vores ånde i nakken i det øjeblik, han modtager bolden, man skal ikke ligge flere meter fra og kanterne skal ikke som de gjorde ligge midt imellem ingenting.

Attitude, sammenhold, ansvar. Vi taler ikke Karl Mar, men der skal altså sparkes r**. Det er på tide at frigive det indre monster.

Dette er fokusområderne, for drengene kan godt spille fodbold, men de skal yde noget mere. Skal man være en 8er, så skal man give sig selv 100 % hele kampen, eller så langt man har luft.

Her er et hold, som selv langt hen af vejen bestemmer, om den skal hedde sidste plads i Øst-2 eller om vi skal kunne være med i midten.