Trods mange fejl: Tre vigtige point i premieren

218
Benjamin Fey og Simon Sinkjær scorede otternes mål i premieresejren over Frederikssund.

B 1908 kom godt fra start i Danmarksserien med en udesejr over oprykkerne fra Frederikssund. Thomas Overgaard Christiansen måtte udgå med en grim skade.

Så er vi i gang. B 1908 åbnede lørdag eftermiddag den nye sæson i Danmarksserien på udebane mod oprykkerne fra Frederikssund. Med en enkelt debutant i startopstillingen, Wilson Henningsen, skulle otterne forsøge at få en god start på DS-sæsonen.

Men otterne kom skidt i gang med kampen mod det energiske Frederikssund-mandskab. Otterne begik overraskende mange fejl i kampens indledning, og hjemmeholdet fik da også kampens første chance efter fem minutter – den endte i sidenettet.

TOC ud med alvorlig skade
Kort efter fik B 1908 så en mulighed, hvor flere spillere klumpede sammen foran Frederikssund-målet. Bolden dansede omkring målstregen, men dumpede ikke ind over stregen, trods otternes appeller for scoring.

Efter små tyve minutter måtte Thomas Overgaard Christiansen forlade banen med, hvad der udefra set lignede en alvorlig skade. I skrivende stund kendes TOC’s bentøjs tilstand ikke. Vi håber det bedste for den målfarlige angriber.

Sinkjær med sæsonens første mål
Midt i halvlegen kom Saleem Nanji til baglinjen i højre side og sendte bolden ind over til Mads Bukhave, der fik den ekspederet videre til en helt fri Simon Sinkjær, som scorede til 1-0. Målet blev anerkendt trods store protester for offside fra hjemmeholdet.

Helt fortjent var føringen ikke på dette tidspunkt, og kort efter fik Frederikssund en gave af David Chernet, der mistede bolden. Han må sende en varm tak til keeper Jakob S. Jensen, der eminent dykkede ned og snuppede bolden fra den frie Frederikssund-angriber.

1-0-føring ved pausen
Mathias Bukhave sluttede halvlegen med et hovedstød over mål, men det blev ved en 1-0-føring ved pausen i en første halvleg, hvor otterne trods mange individuelle fejl fik arbejdet sig bedre ind i kampen, som halvlegen skred frem.

Anden halvleg åbnede med dramatik, da Frederikssund IK følte sig snydt for et straffespark, da Saleem Nanji gik i ryggen på en FIK-angriber, men dommer Nicolai Mose Dreisig Hansen fandt ingen anledning til at fløjte.

Chancer på stribe
Frederikssund pressede på for en udligning og fik en stor mulighed, da David Chernet efter ti minutter ikke fik clearet bolden ordentligt. Jakob S. Jensen kom ud af målet, men blev passeret. Chernet nåede dog selv i bund og fik reddet forsøget.

Og så var det ellers otternes tur til at få chancer på stribe. Først sled Mads Bukhave sig fri i en kontra, men hans forsøg blev reddet til hjørnespark. Det sparkede Martin Lisborg ind i hovedet på David Chernet, der dog headede lige på keeperen.

Gode gennembrud i højre side
Otterne skabte mange gode opspil i højre angrebsside – også efter 63 minutter, hvor Patrick Bielefeldt kom til baglinjen og sendte den ind til en helt fri Simon Sinkjær, der burde havde fordoblet sin og otternes målscore i den situation.

Kort efter var situationen den samme i højre side, men inde foran mål kunne otterne ikke nå frem til bolden. Og kort efter havde Mads Bukhave og Martin Lisborg en dobbeltchance, som Frederikssunds glimrende keeper forhindrede i at gå i kassen.

Fey gjorde det flot til 2-0
Der blev længere mellem Frederikssunds angreb, men når de kom, blev de farlige. Som efter 73 minutter, hvor David Chernet endnu en gang måtte redde et forsøg på stregen. Nej, den kamp var slet ikke afgjort endnu.

Ti minutter før tid appellerede Frederikssund endnu en gang for straffespark, men Mathias Bukhave begik intet ulovligt i den situation. I stedet gik det hurtigt den anden vej, hvor bolden endte hos Benjamin Fey i venstre side. Han løb mod mål og gjorde det flot til 2-0.

Spænding til det sidste
I fire minutters overtid kom der spænding i kampen, da der opstod klumpspil inde foran otternes mål. Jacob Grønbech Hansen fik reduceret til 1-2, og så var der spænding til det sidste. Otterne holdt dog stand og kunne tage fra Frederikssund med alle tre point.

Det blev en første turneringskamp med mange begynderfejl, men også mange gode offensive takter. På lørdag tager B 1908 imod Greve i Sundby Idrætspark klokken 13, men allerede onsdag spiller holdet pokalkamp ude kl. 17.00 på Bornholm mod Rønne IK.

Sejrsdans efter kampen.

KAMPFAKTA
Lørdag 3. august 2019
Danmarksserien, pulje 2
Frederikssund – B 1908 1-2 (0-1)
0-1 Simon Sinkjær (23)
0-2 Benjamin Fey (82)
1-2 Jonas Grønbech Hansen (90+4)
Advarsler: Simon Sinkjær, B 1908 (11)
Nicklas Lohals, Frederikssund (25)
Jannich Funch Andersen, Frederikssund (57)
Mathias Bukhave, B 1908 (77)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Mathias Bukhave, David Chernet, Johannes Marcher, Simon Sinkjær (Benjamin Fey, 67), Martin Kyster, Wilson Henningsen, debut (August Rosenmeier, 82), Martin Lisborg, Saleem Nanji, Thomas Overgaard Christiansen (Patrick Bielefeldt, 19), Mads Bukhave
Dommer: Nicolai Mose Dreisig Hansen
Tilskuere: ca. 150 i Frederikssund