Træls afslutning på flot efterårssæson

159
Benjamin Fey scorede et flot mål direkte på frispark.

B 1908 tabte lørdag 2-1 til GVI i en kamp, hvor otterne skabte mange chancer, men ikke havde heldet i de afgørende situationer. Benjamin Fey scorede direkte på frispark.

Med en sejr over GVI kunne B 1908 have sat et smukt punktum på en flot efterårssæson, men sådan skulle det ikke gå. I en kamp, hvor otterne ellers spillede godt, blev to fejl dyre, og så måtte otterne forlade Sundby Idrætspark for fjerde gang i træk uden at vinde.

Hjemmeholdet var bedst i første halvleg, men efter godt ti minutter blev en ellers ufarlig situation farlig, da en B 1908-aflevering landede lige i fødderne på Mathias Veltz. Han afsluttede langt udefra, og da Jakob S. Jensen var langt ude af målet, gik bolden ind.

Store chancer til otterne
Kort efter troede mange, at Jesper Riis havde udlignet til 1-1, men forsøget blev reddet til hjørne. Otterne fortsatte med at trykke på, og efter en lille halv time fik Shimal Ado en pludseligt opstået chance efter frispark, men GVI-keeperen reddede i fin stil.

Fem minutter før pausen var der igen fare på færde i GVI’s straffesparkfelt. Jesper Riis slog et godt indlæg ind fra højre, og tæt foran mål stod flere ottere klar til at afslutte. Det blev Shimal Ado, der tog afslutningen, men bolden gik over mål. 0-1 ved pausen.

Ny gave til GVI
Efter pausen fortsatte otterne med at have bud efter GVI-målet, men afslutningerne manglede kvalitet. Som halvlegen skred frem kom GVI mere med i kampen og fik også et par chancer, men Jakob S. Jensen reddede otterne i de situationer.

Midt i halvlegen fik GVI et angreb. Otterne forspildte muligheden for at sparke bolden væk, og så stod Mathias Veltz helt fri. Han svigtede ikke og bragte gæsterne foran 2-0. Så var det for alvor op ad bakke for B 1908.

Fey direkte på frispark
Ti minutter før tid fik B 1908 frispark lige uden for feltet. Her viste Benjamin Fey sin gode sparketeknik og reducerede på smukkeste vis til 1-2. Og minuttet senere havde Kristian D. Larsen en super afslutning med hovedet, men GVI-keeperen reddede på mirakuløs vis.

Det lykkedes ikke for otterne at få det udlignende mål, og holdet må gå på vinterferie med et nederlag. Det kan dog ikke helt spolere billedet af en rigtig flot efterårssæson med mange gode oplevelser. Vi ser frem til endnu flere i foråret.

KAMPFAKTA
Lørdag 2. november 2019
Danmarksserien, pulje 2
B 1908 – GVI 1-2 (0-1)
0-1 Mathias Veltz (9)
0-2 Mathias Veltz (64)
1-2 Benjamin Fey (80)
Advarsler: Mads Hashiba, GVI (50)
Jesper Larsen, B 1908 (72)
Simon Sinkjær, B 1908 (77)
Frederik Madsen, GVI (83)
Mikkel Gram-Jensen, GVI (84)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Oliver Elliott Karlsen (Simon Sinkjær, 69), Joachim A. Jensen (August Rosenmeier, 79), David Chernet, Benjamin Fey, Kasper Autrup (Patrick Bielefeldt, 69), Kristian D. Larsen, Martin Lisborg, Jesper Larsen, Jesper Riis, Shimal Ado
Dommer: Kristian Brkic
Tilskuere: 208 i Sundby Idrætspark