Syv i streg – nu er vi med i topstriden

281
Patrick Bielefeldt (th.) scorede otternes to mål, mens David Chernet spillede en stor kamp i forsvaret.

B 1908 vandt lørdag den syvende sejr på stribe, da Roskilde KFUM blev besejret 2-1 på to mål af Patrick Bielefeldt. Der er lagt op til en spændende afslutning i toppen af rækken.

Otternes imponerende sejrsrække i Danmarksseriens pulje 2 fortsætter. Lørdag blev Roskilde KFUM besejret 2-1. Dermed hentede B 1908 den syvende sejr på stribe og blander sig nu for alvor i topstriden i rækken.

Første halvleg bød ikke på mange chancer, men efter 12 minutter fik Festim Mustafi en stor chance. Han var selv manden bag opspillet og efter en kombination med Patrick Bielefeldt kom Festim til afslutning, men bolden gik forbi mål.

Få chancer i første halvleg
Roskilde KFUM har i Morten Jørgensen en lynfarlig mand i forreste geled, og han var også manden bag gæsternes største chance i første halvleg, da han førte bolden frem i en opstilling og fandt Gustav Vind Rasmussen, men Jakob S. Jensen reddede forsøget.

Først i halvlegens sidste minutter kom otterne igen frem til gode muligheder. Først Benjamin Fey med et frispark forbi mål og efterfølgende Yves Rubasha med et godt gennembrud, men afslutningen udeblev. 0-0 ved pausen.

Bielefeldt med baghovedet
Roskilde KFUM fik anden halvlegs første store chance, da Micki Kold Nagel kun var få centimenter fra at kunne sende hovedet på et frispark ind i feltet, men heldigvis for otterne forblev det ved lige ved.

Det gjorde det ikke to minutter senere i den anden ende. Benjamin Fey sendte et frispark ind i feltet, hvor Patrick Bielefeldt dukkede op og nærmest med baghovedet fik dirigeret bolden over i det fjerneste målhjørne – og så førte hjemmeholdet 1-0.

Stærkt gennembrud af Fleischer
Khamis ‘Junior’ Akida var midt i halvlegen tæt på at øge føringen, da han snoede sig udenom to direkte oppassere og kom til et godt forsøg, men KFUM-keeper Marc Lyster nåede flot ned til den overrumplende afslutning i det korte hjørne.

Syv minutter før tid tog indskiftede Patrick Fleischer et eminent rush på højrekanten, han fandt Mads Bukhave, der afsluttede på overliggeren, men otterne var over riposten og til sidst kunne Patrick Bielefeldt køligt sparke bolden ind til 2-0.

Straffe i overtiden
I tre minutters overtid fik Roskilde KFUM straffespark, som Mads Pfeiffer Skovgaard Olsen omsatte til mål, og rent faktisk kom gæsterne til endnu en afslutning, men den tidligere otter Patrick Juhl Pausgaard afsluttede forbi mål.

Dermed endte det med en sejr på 2-1 til otterne, der nu for alvor er med i topstriden, da både GVI og Vanløse tabte. Kun fem point adskiller nummer et fra nummer fem i topstriden med fem spillerunder igen.

KAMPFAKTA
Lørdag 12. maj 2018
Danmarksserien, pulje 2
B 1908 – Roskilde KFUM 2-1 (0-0)
1-0 Patrick Bielefeldt (56)
2-0 Patrick Bielefeldt (83)
2-1 Mads Pfeiffer Skovgaard Olsen (strf. 90+3)
Advarsler: Emil Ølvang, Roskilde KFUM (63)
Admir Sabic, B 1908 (90)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Benjamin Fey, David Chernet, Kasper Autrup (August Rosenmeier, 57), Saleem Nanji, Festim Mustafi, Khamis ‘Junior’ Akida, Martin Kyster, Patrick Bielefeldt, Yves Rubasha (Patrick Fleischer, 79), Mads Bukhave (Admir Sabic, 89)
Dommer: Frederik Nørup
Tilskuere: 186 i Sundby Idrætspark