Super Saleem: Første mål på førsteholdet

273
Målscorerne Kristian D. Larsen, Khamis Akida og Saleem Nanji sammen med lillebror Nanji.

B 1908 vandt lørdag 3-1 over Union. Saleem Nanji scorede sit første mål på B 1908’s bedste hold og blev kåret til man-of-the-match.

I raketfart spurtede han mod trænerbænken, slog sig stolt på brystet og havde ansigtet fyldt med jubel. I sin kamp nummer 119 scorede Saleem Nanji sit første mål for B 1908’s bedste hold, da han midt i første halvleg bragte sit hold foran i lørdagens kamp mod Union.

En forløsning for den gennemsympatiske slider, der i denne sæson er rykket frem på midtbanen for at skabe uro i højresiden. Det lykkedes mange gange i kampen, kronet med scoringen, som Nanji så længe har higet efter.

Power og pondus
Angrebet, der førte til målet, blev sat op af August ‘Agge’ Rosenmeier, som med power og pondus var trådt ind på den afbudsramte centrale midtbane. Han fandt Johannes Marcher, som trykkede af fra en spids vinkel, men Union-keeper Andreas Dyhr parerede.

Simon Sinkjær var over riposten, men hans forsøg blev blokeret af en Union-forsvarer. Bolden røg dog lige ud til Saleem Nanji, der var søgt med ind i feltet og fuldendte det fine angreb med føringsmålet.

Føringen holdt ti minutter
Forinden havde det rekordstore publikum på 387 tilskuere set en start på kampen, hvor Union viste mest aggressivitet og også fik tilspillet sig et par halve chancer. Men som halvlegen skred frem, kom otterne mere med i kampen.

1-0-føringen holdt dog kun ti minutter. Så fik Union hjørnespark. I det overbefolkede målfelt var der ikke plads til, at målmand Jakob S. Jensen kunne bokse bolden ordentligt væk. Den endte hos Union-anfører Mads Petersen, som kunne udligne fra en spids vinkel.

Flot ‘mål’ korrekt annulleret
Saleem Nanji kunne være blevet dobbelt målscorer kort før pausen, da et godt angreb i venstre side, blandt andet med et elegant førstegangsvip af Benjamin Fey og en sublim vending af Patrick Bielefeldt, som fandt Simon Sinkjær i feltet.

Han lagde bolden til rette for ‘Salle’, som sendte den i nettet. Men … linjedommeren havde hævet flaget for offside på Sinkjær – en korrekt kendelse, som desværre gjorde, at det ellers flotte mål ikke kommer med i puljen, når årets mål skal kåres senere på året.

Union var farlige på kontra
Så pausestillingen forblev 1-1. B 1908 lagde bedst ud i anden halvleg og fik to gode chancer til Martin Lisborg og Patrick Bielefeldt, men begge forsøg endte uden scoring til hjemmeholdet.

Holdet fra Genforeningspladsen var farlige på omstillinger, og med 20 minutter tilbage af kampen fik Thomas Schmidt Pedersen en stor chance, men hans afslutning susede lige forbi otternes mål.

SE MÅLENE HER: (kilde: b1908fans.dk)

Larsen fremtvang straffe
Med et lille kvarter tilbage af kampen ar Kristian D. Larsen endnu en gang på færde i Unions straffesparksfelt. Hans vævre driblinger, hvor bolden nærmest klæber til fodboldstøvlerne, har voldt mange forsvarere problemer.

Også i dette tilfælde, hvor Union endte med at begå straffespark. Drejer tog selv ansvaret for sparket fra 11-meterpletten, og det gjorde han godt. Bolden sad så yderligt, at Union-keeperen, der ellers havde luret den rigtige side, ikke kunne forhindre målet til 2-1

Junior uden tøven
Med fem minutter tilbage fik indskiftede Mads Bukhave en friløber i venstre side. Han sprintede mod mål og lagde bolden ind over, hvor en Union-forsvarer lagde bolden til rette for Khamis ‘Junior’ Akida, der uden tøven sendte bolden i nettet til slutfacit 3-1.

En herlig sejr for otterne, der udbyggede førstepladsen i DS pulje 2. Næste opgave er hjemme mod Ishøj på lørdag 14. september. Bemærk at kampen spilles allerede kl. 11.30. På tirsdag 10. september spiller B 1908 pokalkamp hjemme mod Hvidovre kl. 18.15.

Når B 1908 vinder tre kampe i træk uddeles 3-i-rap-pokalen. Den gik denne gang til Benjamin Fey.

KAMPFAKTA
Lørdag 7. september 2019
Danmarksserien, pulje 2
B 1908 – Union 3-1 (1-1)
1-0 Saleem Nanji (23)
1-1 Mads Petersen (33)
2-1 Kristian D. Larsen (strf. 76)
3-1 Khamis Akida (84)
Advarsler: Benjamin Fey, B 1908 (28)
David Chernet, B 1908 (67)
Obaida El-Itr, Union (85)
Patrick Bielefeldt, B 1908 (90)
Thomas Schmidt Pedersen, Union (90+2)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Benjamin Fey, Joachim A. Jensen, David Chernet, Johannes Marcher (Khamis Akida, 73), Simon Sinkjær (Mads Bukhave, 60), Martin Lisborg, August Rosenmeier (Kasper Autrup, 81), Patrick Bielefeldt, Saleem Nanji, Kristian D. Larsen
Dommer: Christian Lundquist Iversen
Tilskuere: 387 i Sundby Idrætspark