Strid blæst og hidsig regn: Nederlag mod Frem i testkamp

200
Kristian D. Larsen spillede en fin træningskamp for otterne.

Vind og vejr plagede spillerne, da DS-holdet lørdag tabte 2-5 til Frem i Sundby Idrætspark. August Rosenmeier og Joachim A. Jensen scorede otternes mål.

Strid blæst og hidsige regnskyl gjorde vilkårene vanskelige for spillerne, da DS-holdet lørdag mødte Frem fra 2. division i en træningskamp. Det hårde vejrlig satte sig præg på kampen, der i store perioder blev en noget uskøn forestilling.

Frem havde vinden i ryggen i første halvleg, og allerede efter fem minutter var gæsterne foran 2-0 i to situationer, hvor B 1908 havde svært ved at ekspedere bolden væk i den kraftige modvind.

Kom ned på jorden
Frem var toneangivende til at begynde med, og Valbyholdets offensiv voldte B 1908-forsvaret en del problemer. Som halvlegen skred frem lykkedes det otterne i højere grad at holde bolden langs jorden, og det pyntede på spillet – uden at det blev rigtig farligt.

I første halvlegs sidste minut fik Frem et hjørnespark, som Tonni Adamsen sparkede ind foran mål. Godt hjulpet af vinden og via en hvidbluset sejlede bolden i mål til pauseføringen 3-0 til fremmerne.

Reducering efter hjørne
Otterne fik vinden i ryggen efter pausen, hvor Mads Bukhave hurtigt fik en stor chance på Martin Lisborgs indlæg fra venstre, men Marco Brylov i Frem-målet klarede. Kort efter fik otterne hjørnespark, og efter lidt klumpspil reducerede August Rosenmeier til 1-3.

Kristian D. Larsen spillede en fin kamp for otterne og driblede sig til en fin mulighed efter et lille kvarter, men han var i ubalance i afslutningsøjeblikket og fik ikke trykket ordentligt af. I stedet kom Frem foran 4-1 kort efter.

Ny reducering efter hjørne
Det lykkedes endnu en gang otterne at reducere – og igen var det efter hjørnespark. Denne gang var det Joachim A. Jensen, der fik headet bolden i mål. Frem sluttede kampen med en scoring til 5-2.

Trods det store nederlag og de vanvittige vejrforhold kunne B 1908 godt finde noget godt fra kampen at tage med videre. Næste træningskamp er på lørdag kl. 12.15 mod Albertslund. Bemærk at kampen bliver spillet på kunstbanen ved siden af stadion.

Se video fra kampen HER (kilde: b1908fans.dk)

KAMPFAKTA
Træningskamp, 22. februar 2020
B 1908 – Frem 2-5 (0-3)
0-1 Tonni Adamsen (3)
0-2 Tonni Adamsen (5)
0-3 Selvmål (45)
1-3 August Rosenmeier (52)
1-4 Tonni Adamsen (62)
2-4 Joachim A. Jensen (64)
2-5 Tonni Adamsen (78)
Advarsel: Christian Bramsborg, Frem (72)
B 1908’s hold: Mads Dalby Bjørn, Joachim A. Jensen, Frederik Kragh, David Chernet, Benjamin Fey (Oliver Elliott Karlsen, 57), Martin Lisborg, Alexander Funch (August Rosenmeier, 46), Patrick Bielefeldt, Johannes Marcher (Saleem Nanji, 57), Kristian D. Larsen (Yassin Aharrar, 63), Mads Bukhave (Khamis Akida, 57)
Dommer: Lars Skibild Jensen
Tilskuere: ca. 60 i Sundby Idrætspark