Stort nederlag i regnen

131

B 1908 måtte indkassere et stort nederlag på 1-5 i lørdagens regnvejskamp mod Avedøre. Abdoulie Njai scorede otternes mål i anden halvleg.

Der var vigtige point i bunden på spil, da Avedøre og B 1908 lørdag eftermiddag tørnede sammen på Avedøres anlæg i et rigtigt efterårsvejr. Otterne måtte møblere godt rundt på pladserne – i forhold til seneste kamp var Rune Christensen, Malthe Nygaard, Marc Maze og Casper Nordström ukampdygtige.

B 1908 indledte kampen godt og tilspillede sig tre pæne chancer i løbet af de første 12 minutter. Blandt andet havde Kristian D. Larsen et godt hovedstødsforsøg, der blev klaret af hjemmeholdets velspillende keeper Rasmus Siggaard, der også vandt duellen med en fodparade, da Larsen kort efter var på færde igen.

Efter et kvarter kom Avedøre for første gang på besøg i otternes ende. Først et langskud langt forbi mål. Så en hurtig omstilling, som Ovays Azizi fik reddet til hjørnepark. Men så gik det galt. Ovays Azizi fik ikke ordentligt fat i hjørnesparket, og så kunne Jesper Hansen gøre det til 1-0 til hjemmeholdet.

Avedøre effektive på omstillinger
Otterne havde svært ved at få bolden ud af egen zone og lavede en del fejlafleveringer på den regnvåde bane. Avedøre var uhyre effektive på omstillinger. Også efter 27 minutter, hvor det blev 2-0 efter et boldtab af otterne på banens midte. Et par hurtige afleveringer fra hjemmeholdet, og så kunne Anders Mikkelsen score til 2-0.

B 1908 fortsatte med at producere chancer med et hovedstød af Kristian D. Larsen forbi mål og et gennembrud af Martin Lisborg – også forbi mål – som de farligste. Og så igen kort før pausen en hurtig omstilling fra Avedøre, der endte hos Simon Duer, der nettede til pausestillingen 3-0.

AB bragte håbet tilbage
Avedøre fik anden halvlegs to første store chancer med et skud over mål og siden et godt forsøg, som Ovays Azizi fik verfet til hjørnespark. Kort efter fik otterne så reduceret efter et godt angreb, hvor bolden på Kristian D. Larsens oplæg endte hos Abdoulie Njai, der sikkert reducerede til 3-1.Kort efter var der forvirring i otternes straffesparksfelt, da Avedøre afsluttede forbi mål, Kortvarigt så det ud som om, at dommer Morten Christoffersen mente, at der var scoret, men efter konference med sin linjedommer endte opmændene med den rigtige kendelse: Målspark.

Flere Avedøre-mål
Efter 68 minutter havde otterne en stor mulighed for at reducere yderligere, men Mads Severinsens forsøg blev reddet af keeperen med en fodparade. I stedet blev det kort efter til 4-1 til Avedøre efter endnu en kontra. Målscorer var Martin Nordentoft.

Og såmænd om ikke også det blev 5-1 fem minutter før tid, hvor Simon Duer lukkede målscoringen. Et tungt nederlag for B 1908, der nu er uden point i de seneste fire kampe og ligger næstsidst. Næste udfordring er Fremad Valby på udebane på lørdag kl. 13.30.

cmo

KAMPFAKTA
Danmarksserien, pulje 2
Lørdag 22. oktober 2016
Avedøre – B 1908 5-1 (3-0)
1-0 Jesper Hansen (18)
2-0 Anders Mikkelsen (27)
3-0 Simon Duer (43)
3-1 Abdoulie Njai (61)
4-1 Martin Nordentoft (72)
5-1 Simon Duer (85)
Advarsler: Kristian Glyø, B 1908 (41)
Saleem Nanji, B 1908 (45+1)
Matthias S. Christensen, Avedøre (51)
Simon Duer, Avedøre (80)
Kristian D. Larsen, B 1908 (90+2)
B 1908’s hold: Ovays Azizi, Kristian Glyø (Benjamin Fey, 80), Kevin Nauta, August Rosenmeier, Saleem Nanji, Kasper Autrup (Khamis ‘Junior’ Akida, 66), Valdemar Mendez Brockdorff, Abdoulie Njai, Martin Lisborg (Obaida El-Itr, 81), Mads Severinsen, Kristian D. Larsen
Dommer: Morten Christoffersen
Tilskuere: ca. 80 i Avedøre

Foto: Abdoulie Njai scorede for otterne. Arkivfoto