Sikker sejr sikrede tredjepladsen

260
Saleem Nanji og Kasper Autrup blev hædret med blomster. Begge spillere har rundet 100 kampe.

B 1908 sluttede en imponerende forårssæson med en 5-0 sejr over Virum-Sorgenfri, der dermed rykker ud af Danmarksserien. Vanløse rykker op i 2. division.

En forrygende forårssæson sluttede med endnu en sejr, da Virum-Sorgenfri blev besejret med hele 5-0 på kunstgræsbanen i Sundby Idrætspark. Dermed gjorde B 1908 det nødvendige for at holde liv i håbet om oprykning.

Længe lå otterne faktisk på oprykningspladsen i live-stillingen i sidste runde, men så scorede først GVI i deres kamp, og siden Vanløse IF i deres, og så endte divisionsbilletten i Vanløse. Herfra skal lyde et stort tillykke med oprykningen.

Suveræn afslutning
Det ender altså med en tredjeplads for B 1908, men det kan ikke ændre ved, at det har været en helt suveræn afslutning på sæsonen for otterne. I de sidste 18 kampe er det blevet til ikke færre end 46 point for otterne ud af 54 mulige.

Kampene fordeler sig på 15 sejre, en enkelt uafgjort og to nederlag. Til gengæld blev det blot til fem point i den første tredjedel af sæsonen, og trods mange flotte præstationer siden, var den dårlige start på sæsonen udslagsgivende.

To hurtige friløbere
Virum-Sorgenfri skulle have point i sæsonens sidste kamp for at undgå nedrykning, og holdet åbnede da også kampen bedst med to friløbere indenfor de første fem minutter, men meget symptomatisk for bundholdet blev de ikke omsat til mål.

Mål kom der til gengæld efter syv minutter, hvor Mads Bukhave blev væltet i feltet, og dommer René Thunø Jensen dømte straffespark. Martin Kyster satte bolden højt i målet og gjorde det til 1-0.

Mange chancer
Første halvleg blev meget rig på chancer i begge ender, og Virum-Sorgenfri fik et par store af slagsen, men igen uden at score. Otternes lagde tryk på midt i halvlegen med fire gode muligheder på stribe – den mest spektakulære til Mads Bukhave, der dog saksede forbi.

Efter en god halv time blev det 2-0 til otterne, da Simon Sinkjær slap fri, rundede Virum-Sorgenfris keeper og sendte bolden i mål. 2-0 var også stillingen, da spillerne gik til pauseteen.

Jakse reddede straffespark
Var kampen ikke allerede afgjort, blev den det med sikkerhed midt i anden halvleg. Første gjorde Khamis ‘Junior’ Akida, der spillede en rigtig god kamp, det til 3-0. Og med et kvarter igen scorede indskiftede Jesper Larsen til 4-0.

Virum-Sorgenfri fik et straffespark ti minutter før tid, men Jakob S. Jensen i otternes mål gjorde, som han har gjort det flere gange i denne sæson, reddede forsøget fra 11-meter pletten.

Kristian Larsen lukkede målfesten
Indskiftede Kristian D. Larsen, der ikke havde scoret hidtil i dette forår, lukkede ballet for otterne, da han sled sig til 5-0 målet kort før tid. Dermed må Virum-Sorgenfri ned i Sjællandsserien. Herfra skal lyde held og lykke med hurtigt at vende retur til DS.

Otterne slutter på tredjepladsen i Danmarksseriens pulje 2. Tak for alle de gode oplevelser, det flotte spil, de herlige mål og den gode stemning, der har kendetegnet holdet gennem forårssæsonen. Vi ses efter sommerferien.

KAMPFAKTA
Lørdag 16. juni 2018
Danmarksserien, pulje 2 
B 1908 – Virum-Sorgenfri 5-0 (2-0)
1-0 Martin Kyster (strf. 7)
2-0 Simon Sinkjær (34)
3-0 Khamis ‘Junior’ Akida (68)
4-0 Jesper Larsen (76)
5-0 Kristian D. Larsen (88)
Advarsler: Laurits Lund, Virum-Sorgenfri (29)
Khamis ‘Junior’ Akida, B 1908 (45)
Jesper Larsen, B 1908 (77)
Philip Adler, Virum-Sorgenfri (84)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Benjamin Fey, Joachim A. Jensen, David Chernet, Saleem Nanji, Festim Mustafi, Simon Sinkjær (Jesper Larsen, 60), Martin Kyster (Kasper Autrup, 80), Patrick Bielefeldt, Khamis ‘Junior’ Akida (Kristian D. Larsen, 69), Mads Bukhave
Dommer: René Thunø Jensen
Tilskuere: ca. 220 i Sundby Idrætspark