Sejr på 2-1 over Birkerød

251
Otterne kunne danse sejrsdans efter kampen.

For anden kamp i træk vandt B 1908 2-1 i Danmarksserien. Khamis ‘Junior’ Akida og Mads Bukhave scorede målene, der sikrede tre vigtige point.

Kunstgræsbanen ved stadion dannede mandag aften rammen om B 1908’s første hjemmekamp i Danmarksserien i 2018. Modstanderen var Skjold Birkerød, og de to hold kunne bytte plads i tabellen, hvis otterne kunne hente en hjemmesejr.

Otterne var uden den skadede anfører Martin Lisborg, og ved opvarmningen til kampen gik Mathias Bukhave også i stykker. Dermed måtte Kristian Glyø træde ind i startopstillingen i midterforsvaret ved siden af David Chernet.

Tidlig udskiftning
Men Glyø holdt kun i 20 minutter, så måtte han skadet lade sig udskifte med Benjamin Fey i en kamp, der var lang tid om for alvor at komme i gang. De to hold brugte lang tid på at se hinanden an, og det var småt med chancer i kampens første fjerdedel.

Den første chance fik Birkerød midt i halvlegen, men Saleem Nanji fik afværget en friløber med en kongetackling til hjørnespark. Kort efter fik Simon Sinkjær otternes første mulighed, men hans afslutning blev reddet af en forsvarer.

Birkerød-brøler
Det blev ikke til scoringer i første halvleg, hvor også Mads Bukhave og Khamis ‘Junior’ Akida havde gode muligheder, men straks fra anden halvlegs start kom der mere gang i det målsøgende spil.

Først havde Birkerød et nærgående frispark, som keeper Jakob S. Jensen fik fistet over mål. Minuttet efter lå bolden i Birkerøds mål. Khamis ‘Junior’ Akida udnyttede en brøler af Birkerøds målmand, og så førte otterne 1-0.

To mål på to minutter
Efter 63 minutter blev otterne overrumplet af et Birkerød-frispark, hvor forsvarer tog en blunder. Det betød, at gæsternes Frederik Heise pludselig stod helt fri og ubesværet kunne udligne til 1-1.

Men bare minuttet efter slog otterne til igen. Benjamin Fey sendte en fremragende lang aflevering op til Mads Bukhave, der håndterede afleveringen perfekt, sled sig fri af sin direkte oppasser og scorede til 2-1.

Mads Bukhave og Khamis ‘Junior’ Akida scorede for otterne.

Stor jubel ved sidste fløjt
Birkerød lagde pres på for en udligning, men det blev faktisk til to glimrende B 1908-muligheder til Mads Bukhave og Simon Sinkjær – dog uden scoringer. Birkerød var tættest på en udligning fem minutter før tid, men velspillende Joachim Jensen fik afværget.

Dermed endte det hele med en sejr på 2-1 til B 1908 til stor jubel for hjemmeholdets tilskuere, der havde en god aften i den intime stemning på kunstgræsbanen. Lørdag kl. 13.00 spiller B 1908 ude mod Virum-Sorgenfri.

KAMPFAKTA
Danmarksserien, pulje 2
Mandag 9. april 2018
B 1908 – Birkerød 2-1 (0-0)
1-0 Khamis ‘Junior’ Akida (51)
1-1 Frederik Heise (63)
2-1 Mads Bukhave (64)
Advarsel: Jakob S. Jensen, B 1908 (87)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Joachim Jensen, Kristian Glyø (Benjamin Fey, 20), David Chernet, Saleem Nanji, Festim Mustafi (James Goddard, 79), Khamis ‘Junior’ Akida (Kristian D. Larsen, 67), Martin Kyster, Simon Sinkjær, Patrick Bielefeld, Mads Bukhave
Dommer: Christian Lundquist Iversen
Tilskuere: ca. 200 i Sundby Idrætspark