Sejr over Fremad Valby i målorgie

279
Mikkel Knudstrup, Mads Bukhave (2), og Patrick Bielefeldt scorede otternes mål i 4-3 sejren over Fremad Valby,

Efter en fejende flot anden halvleg vandt B 1908 lørdag 4-3 over Fremad Valby. Mads Bukhave scorede to gange og blev man-of-the-match.

Efter en længere skadepause var anfører Martin Lisborg tilbage i startopstillingen på B 1908’s mandskab, der lørdag eftermiddag skulle forsøge at hente tre point mod Fremad Valby, der ligger sidst i tabellen.

Men trods den umiddelbare favoritværdighed, var det sværere end som så at overvinde Fremad Valby, der havde tabt fem af de foregående seks kampe op til lørdagens kamp – senest med 1-6 til topholdet FA 2000.

Indirekte frispark i feltet
Et frisk forsøg af Martin Kyster, der strøg lige over mål efter to minutter, lovede godt for otterne, og spillet flød egentlig meget godt fra kampens start, men så gik det galt efter ti minutters spil.

Mikkel Knudstrup tacklede en bold tilbage til Jakob S. Jensen, der per refleks samlede bolden op; indirekte frispark på kanten af målfeltet. I første omgang fik otterne afværget, men Kelvin Raphael Padi fulgte op og bragte gæsterne på 1-0.

Kynisk omstilling
Og det skulle blive endnu værre ti minutter senere. En fejlaflevering på midten af banen sendte Fremad Valby i en hurtig omstilling, som gæsterne udnyttede kynisk. Kenneth Beyer fandt Benjamin Balslev, og så stod det 2-0.

Otterne svarede dog hurtigt igen og fik et frispark lige uden for feltet efter 25 minutter. En ønskeposition for Mikkel Knudstrup, der to gange tidligere i sæsonen har scoret fra netop den position. Og han gjorde det igen med et fladt spark – reducering til 1-2.

Chancer lige inden pausen
Mads Bukhave havde en fin mulighed kort før pausen, men fik ikke ordentligt træf på afslutningen. Og da Jakob S. Jensen i første halvlegs overtid klarede et frisparksforsøg fra Christian Amby, endte første halvleg 1-2.

Otterne åbnede anden halvleg optimistisk, og Simon Sinkjær havde en stor mulighed for at udligne efter 47 minutter, men Fremad Valbys målmand diskede op med en stor redning til hjørnespark.

Kampen vendt på hovedet
Hjemmeholdet satte sig tungt på anden halvleg og efter et lille kvarters spil kom udligningen. Mikkel Knudstrup førte bolden godt frem og spillede Simon Sinkjær, der fra venstre sendte bolden perfekt ind i hovedet på Mads Bukhave, som headede bolden i mål.

Otterne fortsatte med at lægge tryk på, og kampen blev vendt helt på hovedet efter 72 minutter, hvor Fremad Valbys forsvar blev spillet tyndt, og indskiftede Patrick Bielefeldt fra en fri position kunne score til 3-2.

Bukhave med saft og kraft
Kort efter blev det også 4-2, da Mads Bukhave sled sig fri af en Fremad Valby-forsvarer og så stod ansigt til ansigt med målmanden. Bukhave hamrede til bolden, keeperen fik hånden på, men der var så meget saft og kraft i afslutningen, at den fortsatte i kassen.

Derpå havde både Patrick Bielefeldt og Mads Bukhave store muligheder for at lukke kampen, men så ville Fremad Valby lege med igen. Inden for to minutter havde Jonas Bjørn Nielsen og Simon Sørensen store muligheder.

To straffespark
Der kom spænding i kampen igen efter 87 minutter, hvor dommer Sebastian Aagerup dømte straffespark til Fremad Valby, da Jakob S. Jensen i forsøget på at bokse bolden væk også ramte en Fremad Valby-angriber. Kenneth Beyer reducerede fra pletten.

Og en i hektisk afslutning blev der efter 90 minutter dømt straffe i den anden ende, da Khamis ‘Junior’ Akida blev hægtet i feltet efter en god soloaktion nær mållinjen. Den ellers sikre straffeskytte Martin Kyster blev dog kigget ud af Mads Tranberg i Fremad V.-målet.

Nervepirrende afslutning
Efter en lidt for nervepirrende afslutning endte det dog med en 4-3 sejr til B 1908, der udover de tre point især kan være tilfredse med den gode anden halvleg med masser af godt spil og mange chancer.

Da topholdet FA 2000 tabte til Ledøje-Smørum betød sejren, at otterne nu kun er et point fra Frederiksberg-holdet på førstepladsen. Efterårets sidste kamp spilles på lørdag 3. november ude mod Roskilde KFUM kl. 13.30.

Du kan se B 1908’s mål på b1908fans.dk HER (åbner i nyt vindue).

Albert Theis Nielsen fik debut, da han blev skiftet ind efter 84 minutter.

KAMPFAKTA
Lørdag 27. oktober 2018
Danmarksserien, pulje 2
B 1908 – Fremad Valby 4-3 (1-2)
0-1 Kelvin Raphael Padi (11)
0-2 Benjamin Balslev (21)
1-2 Mikkel Knudstrup (25)
2-2 Mads Bukhave (58)
3-2 Patrick Bielefeldt (72)
4-2 Mads Bukhave (76)
4-3 Kenneth Beyer (strf. 87)
Advarsler: Simon Sinkjær, B 1908 (26)
Khamis ‘Junior’ Akida, B 1908 (42)
Kastriot Plakolli, Fremad Valby (90)
Mads Bukhave, B 1908 (90+2)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Benjamin Fey (Joachim A. Jensen, 46), Mikkel Knudstrup, David Chernet, Johannes Marcher, Festim Mustafi, Simon Sinkjær (Patrick Bielefeldt, 68), Martin Lisborg (Albert Theis Nielsen, debut, 84), Martin Kyster, Khamis ‘Junior’ Akida, Mads Bukhave
Dommer: Sebastian Aagerup
Tilskuere: 123 i Sundby Idrætspark