Sejr i Lisborgs jubilæumskamp

286
Målscorerne: Abdoulie Njai, 200-kampjubilaren Martin Lisborg med datteren Ella og Simon Sinkjær

B 1908 fik efterårets første sejr, da Fremad Valby lørdag eftermiddag blev besejret 3-0. Målscorere var Abdoulie Njai, Simon Sinkjær og 200-kampsjubilar Martin Lisborg.

Martin Lisborg blev inden lørdagens kamp mod Fremad Valby hædret med blomster og velfortjente klapsalver. Årsagen: Anføreren spillede sin kamp nummer 200 på B 1908’s førstehold.

Otterne, der endnu havde efterårets første sejr til gode, havde Mathias Bukhave tilbage i midterforsvaret efter en skadespause, og så var der blevet plads til Patrick Bielefeldt og Khamis ‘Junior’ Akida i startformationen.

Otterne fik overtaget
Den første halve time var meget jævnbyrdig med meget spil på banens midte, uden at de to hold for alvor fik skabt chancer. Men mod slutningen af halvlegen fik otterne overtaget, og det blev til flere muligheder for at få et føringsmål.

Den første fik Abdoulie Njai, da han resolut trykkede af efter at have fået bolden efter et hjørnespark, men Fremad Valbys keeper reddede forsøget, og så kunne de to hold gå til pausen med stillingen 0-0.

1-0 og rødt kort
Abdoulie Njai var dog ikke færdig med at forsøge sig. To minutter inde i anden halvleg sendte Mathias Bukhave en lang bold frem i højre side, hvor Saleem Nanji gik til mållinjen og sendte bolden ind over, hvor Abdoulie Njai fladt bankede bolden i kassen til 1-0.

Kort efter blev B 1908 reduceret til ti mand, da Kristian Glyø for en sjælden gangs skyld kiksede en tæmning i forsvaret og efterfølgende nedlagde den Fremad Valby-angriber, der erobrede bolden. Korrekt rødt kort til Glyø for at fratage en oplagt scoringschance.

Sinkjær på pletten
Men otterne løste undertalssituationen med stor omtanke, og et kvarter inde i halvlegen blev det 2-0. Opspillet var identisk med 1-0-målets – Bukhave til Nanji, der denne gang fandt Khamis Akida, der spillede Simon Sinkjær fri. Han svigtede ikke: 2-0.

Først i de sidste ti minutter blev Fremad Valby for alvor nærgående, blandt andet med et hovedstød, der sejlede lige over mål, men forsvaret og keeper Jakob S. Jensen holdt stand med en heroisk indsats.

Smuk afslutning
I kampens sidste minutter fik otterne to store chancer, der ikke blev omsat til mål. Men kort før tid blev indskiftede Kristian D. Larsen hægtet i feltet. 200-kampsjubilaren Martin Lisborg svigtede ikke fra straffesparkspletten og sørgede for en smuk afslutning til 3-0.

Trods sejren er otterne fortsat på sidstepladsen i Danmarksseriens pulje 2, men fik kontakt til midterholdene. Lørdag spiller B 1908 på udebane mod oprykkerne fra Skjold Birkerød. Den kamp fløjtes i gang klokken 14.

Se video fra kampen på b1908fans.dk

KAMPFAKTA
Lørdag 16. september 2017
Danmarksserien, pulje 2
B 1908 – Fremad Valby 3-0 (0-0)
1-0 Abdoulie Njai (47)
2-0 Simon Sinkjær (59)
3-0 Martin Lisborg (strf. 90+1)
Advarsler: Mathias Bukhave, B 1908 (5)
Benjamin Balslev, Fremad Valby (49)
Christian Amby, Fremad Valbu (83)
Udvisning: Kristian Glyø, B 1908 (51)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Benjamin Fey, Mathias Bukhave, Kristian Glyø, Saleem Nanji, Rune Christensen, Abdoulie Njai, Martin Lisborg, Khamis ‘Junior’ Akida (Benjamin Vielsted, 60), Patrick Bielefeldt (Jesper Larsen, 77), Simon Sinkjær (Kristian D. Larsen, 67)
Dommer: Frederik Lysemose Hoffmann
Tilskuere: 126 i Sundby Idrætspark