Pigeafdelingen

79

Fornem hæder til klubbens pige afdeling.
B 1908 er nu den klub i hele København med flest tilmeldte pigehold til DBU turneringer. Den gode nyhed blev modtaget med både smil og stolthed hos klubbens pioner for pigefodbold Eddie Sømmerly. Han startede det første hold i 2008 og 11 år senere er vi nu den klub i København, som sender flest hold til kampe og stævner.
”Det er noget af et skulderklap til både vores engagerede trænere og forældrene omkring holdene, men allermest pigerne selv. Det er simpelthen så fantastisk at opleve hvordan de både træner med enorm ildhu og samtidigt hygger sig på tværs af klasser, skoler og sociale baggrunde.”
Forklaringen på hvorfor lige netop B 1908 er særligt gode til at få pigehold i gang handler ifølge Eddie Sømmerly i høj grad om de værdier pigerne møder til træning. ”Vi ved at træningen skal være sjov, udviklende og inkluderende – uanset om du træner for at blive den nye Nadia Nadim eller mere har lyst til at have det sjovt med de andre fra årgangen, så er der plads til det hos os. Vi spiller selvfølgelig for at vinde, men målscoren er jo aldrig det eneste resultat af en fodboldkamp og hos os er læring og udvikling både sportsligt og socialt det vigtigste”
Amager er i det hele taget rigtig flot med i pigefodbold. Også i Sundby Boldklub og Hekla bliver der gjort et stort arbejde for sporten og det har DBU valgt at anerkende med et kæmpe medaljestævne i B 1908 søndag d. 16. juni. Her er der mulighed for selv at opleve endnu mere girl power når samtlige pigeklubber fra København i alle årgange fra de mindste piger i U6 og helt op til U12 mødes på banerne ved Sundbyvestervej. Der spilles hele dagen fra kl. 10.00 og frem til 18.00.