På lørdag går det løs: Sejr i sidste træningskamp

170
Mathias Bukhave var med fremme i flere situationer, men det blev ved lige ved og næsten. Foto: Christian M. Olsen

På lørdag genoptager 1. senior sæsonen i Danmarksseriens pulje 2. Lørdag vandt holdet den sidste testkamp med 1-0 over Herlev. Målscorer var Patrick Bielefeldt.

Hvordan ser start-11’eren ud i forårspremieren? Hvilken formation skal der spilles? Hvordan er kampformen? Spørgsmålene er mange, inden sæsonen genoptages og der er point på spil mod Ledøje-Smørum på lørdag.

Mon ikke træner Martin Engelbrecht kom tættere på svarene i vinterens sidste træningskamp? Ude mod Herlev, der indtager en midterplacering i Danmarksseriens pulje 1, vandt otterne 1-0. Men det var ikke uden problemer undervejs.

Intens og chancerig kamp
For ganske som forventet viste Herlev sig som et stærkt Danmarksserie-mandskab. De to hold gav hinanden en god, intens og chancerig træningskamp – dog ikke altid lige velspillet.

Otterne tilspillede sig to score chancer inden for de første ti minutter. Først sled Simon Sinkjær sig igennem, men hans afslutning endte på den forkerte side af stolpen. Kort efter blev Mads Bukhave spillet fri af Martin Lisborg, men frontløbere tippede bolden forbi mål.

Bukhave med fremme
Herlev havde også chancer, blandt andet et frispark direkte på mål, som Jakob S. Jensen dog ikke havde problemer med at redde. Som halvlegen skred frem fik Herlev mere overtag og kunne godt have bragt sig foran 1-0.

Otternes bedste muligheder frem mod pausen kom i standardsituationer, og begge gange var det Mathias Bukhave, der spillede en god kamp, som var søgt med frem. Men i begge tilfælde blev det ved lige ved og næsten.

Biele bragte otterne foran
B 1908 satte i pausen Patrick Bielefeldt på banen i stedet for Khamis ‘Junior’ Akida, og den unge offensivspiller gjorde med det samme væsen af sig. Et godt opspil i højre side endte hos ‘Biele’, der med et hårdt vristskud bragte otterne foran.

Og så gik det stærkt med chancerne: Først et indlæg fra Mikkel Knudstrup, hvor både Mads Bukhave og Patrick Bielefeldt kom en meters penge for sent. Og straks efter i den anden ende endte en Herlev-afslutning på stolpen.

Kiks blev genial aflevering
Herlev følte sig snydt for et straffespark tyve minutter før tid, men det blev ikke fløjtet. I den anden blev et kiks fra indskiftede Kasper Autrup forvandlet til en nærmest genial aflevering til Patrick Bielefeldt, der dog akkurat måtte se bolden reddet af Herlev-keeperen.

Alt i alt en fin træningskamp for otterne. Og svarene på spørgsmålene? De bliver først endeligt besvaret på lørdag 23. marts kl. 13.00 i Sundby Idrætspark, hvor B 1908 møder Ledøje-Smørum.

KAMPFAKTA
Lørdag 16. marts 2019, træningskamp:
Herlev – B 1908 0-1 (0-0)
0-1 Patrick Bielefeldt (48)
Advarsler: Festim Mustafi, B 1908 (8)
Herlev #22, (85)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Mikkel Knudstrup, Mathias Bukhave (Joachim A. Jensen, 69), David Chernet, Saleem Nanji, Festim Mustafi, Simon Sinkjær (Shimal Ado, 77), Martin Lisborg (Kasper Autrup, 69), Jesper Larsen, Khamis ‘Junior’ Akida (Patrick Bielefeldt, 46), Mads Bukhave (Thomas Christiansen, 69)
Dommer:
Tilskuere: ca. 40 i Herlev