Også sejr i anden træningskamp

495
Kristian D. Larsen scorede begge otternes mål i 2-0 sejren over Jægersborg

På en tåget lørdag formiddag vandt 1. senior årets anden testkamp over Jægersborg med 2-0. Kristian D. Larsen scorede begge mål efter pausen.

Tågen lå tykt over Sundby Idrætspark lørdag formiddag, men tilskuerne, der var mødt frem for at se 1. seniors anden træningskamp i 2017, kunne dog ane mange opløftende momenter på banen i kampen mod Jægersborg fra Danmarksseriens pulje 1.

Rune Christensen havde taget plads i midterforsvaret side om side med Mathias Bukhave. På midtbanen var unge Festim Mustafi et centralt omdrejningspunkt gennem hele kampen, og i front var et nyt ansigt – Bill Sida, der senest har spillet i den næstbedste række i Thailand.

Tågen lå tykt over Sundby Idrætspark

Azizi redder straffe
Otterne var mest på bolden i første halvleg, hvor den største chance kom midt i halvlegen. Khamis ‘Junior’ Akida afsluttede fra distancen, men hans forsøg strøg over mål. Også Abdoulie Njai havde flere gode aktioner fra venstresiden.

Kort før pausesignalet fik gæsterne fra Jægersborg straffespark, men den direkte duel vandt Ovays Azizi i B 1908-målet, der ellers ikke havde meget at lave i en første halvleg, der altså sluttede uden scoringer.

Foran på straffe
Efter pausen dalede tempoet en smule, og der var en del fejl fra begge mandskaber. En enkelt gang var det ved at blive dyrt, da ellers uhyre sikre Rune Christensen tabte bolden, men Mads Funch, der stod i B 1908-målet efter pausen, klarede den store chance.

Så var det otternes tur til at få straffespark. Superliga-dommer Peter Munch Larsen pegede på pletten, da Kristian D. Larsen blev stoppet i et gennembrud. Larsen eksekverede selv og bragte sikkert otterne i front med 1-0.

Martin Kyster blev skiftet både ind og ud og nåede at få en advarsel.

Dobbelt Larsen
Fem minutter før slutfløjtet blev det dobbelt op både for otterne og Kristian D. Larsen. Han fikserede sin direkte modspiller på en lang aflevering, og så var Larsen ganske fri og hamrede bolden ind til 2-0.

Alt i alt en udmærket træningskamp af otterne, hvor også Benjamin Fey og Mathias Bukhave gjorde sig godt bemærket. B 1908 spiller igen på lørdag kl. 11.00 på hjemmebane, hvor modstanderen er Kastrup.

KAMPFAKTA
Træningskamp, lørdag 4. februar
B 1908 – Jægersborg 2-0 (0-0)
1-0 Kristian D. Larsen (strf. 71)
2-0 Kristian D. Larsen (86)
Advarsel: Martin Kyster (84)
B 1908’s hold: Ovays Azizi (Mads Funch, 46), Benjamin Fey, Mathias Bukhave (Kevin Nauta, 70), Rune Christensen, Nicklas Andersen (Martin Kyster, 46 (Mathias Bruun, 86)), Abdoulie Njai, Festim Mustafi, Valdemar Mendez Brockdorff, Khamis ‘Junior’ Akida, Bill Sida (Mads Bukhave, 45), Kristian D. Larsen
Dommer: Peter Munch Larsen
Tilskuere: 30 i Sundby Idrætspark