Nyt nederlag punkterer oprykningsdrømmen

186

B 1908 tabte for anden lørdag i træk – 0-3 til Roskilde KFUM – og dermed led drømmen om oprykning til 2. division et afgørende knæk.

Det er ikke ovre, før den fede dame har sunget … Så længe bolden er rund kan alting ske … Vi må tage en kamp ad gangen … Der er stadig 12 point at spille om, så intet er afgjort endnu …

Uanset hvilke fodboldfloskler man finder frem fra gemmerne, ændrer det ikke på, at B 1908 med lørdagens 0-3 nederlag til Roskilde KFUM efter alt at dømme sendte oprykningen til 2. division i fødderne på FA 2000.

Til angreb fra første fløjt
Otterne blæste til angreb fra første fløjt, og allerede efter 12 sekunder havde Mads Bukhave den første chance, men hans optimistiske hovedstødsforsøg gik forbi mål.

Begge hold spillede sig til pænt store chancer i kampens indledning, og især efter hjørnespark var der gode muligheder. For otterne var det Mathias Bukhave, der var i afslutterens rolle.

Bukhave på stolpen
Men det var dog brormand Mads, der fik kampens første rigtig store chance. En lang bold frem endte i området mellem KFUM’s keeper og forsvar, og her dukkede Mads Bukhave op, men han sendte bolden på stolpen.

Efter en halv time snød Roskilde KFUM otternes offsidefælde. Efter en afslutning på overliggeren var den tidligere Fremad Valby-spiller Kenneth Beyer først på riposten, og han bragte gæsterne foran 1-0.

Stor chance til Sinkjær
Simon Sinkjær fik alletiders store chance for at bringe B 1908 tilbage i kampen, men han ekspederede hårdt presset bolden ved siden af mål efter Kristian D. Larsens eminente solotur i højre side.

I stedet kom Roskilde KFUM foran kort inden pausen. Et B 1908-indkast på egen banehalvdel endte med et boldtab, og så endte bolden hos en helt fri Kenneth Beyer, som nemt kunne gøre det til pausestillingen 0-2.

Beyer for tredje gang
Så var spørgsmålet, om hjemmeholdet kunne komme tilbage i kampen efter pausen. Svaret kom desværre hurtigt. For efter seks minutter blev otternes forsvar fuldstændig splittet ad, og så kunne Kenneth Beyer score for tredje gang.

Et hovedstød fra Mads Bukhave efter en lille time gik lige ved siden af mål, og som halvlegen skred frem, mistede otterne troen på at komme tilbage mod et velspillende og velorganiseret Roskilde-mandskab.

Syv point efter førerholdet
Det endte med et nederlag på 0-3, og dermed dumper B 1908 ned på tredjepladsen. Der er syv point op til FA 2000 på førstepladsen med fire kampe igen. LSF på andenpladsen er også syv point efter førerholdet

B 1908 og LSF tørner sammen i næste spillerunde på lørdag klokken 13. Kampen spilles på Ledøje-Smørums anlæg.

KAMPFAKTA:
Lørdag 18. maj 2019
Danmarksserien, pulje 2

B 1908 – Roskilde KFUM 0-3 (0-2)
0-1 Kenneth Beyer (31)
0-2 Kenneth Beyer (41)
0-3 Kenneth Beyer (51)
Advarsler: Morten Jørgensen, Roskilde KFUM (34)
Jesper Larsen, B 1908 (46)
Jakob Sparholt, Roskilde KFUM (58)
Martin Kyster, B 1908 (67)
Johannes Marcher, B 1908 (85)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Saleem Nanji, Mathias Bukhave (Johannes Marcher, 62), David Chernet, Khamis ‘Junior’ Akida, Festim Mustafi (Martin Kyster, 46), Simon Sinkjær, Martin Lisborg, Jesper Larsen, Kristian D. Larsen, Mads Bukhave (Thomas Overgaard Christiansen, 71)
Dommer: Simon Duerlund Rasmussen
Tilskuere: 187 i Sundby Idrætspark