Nederlag i lokalopgøret

277

B 1908 fører stadig Danmarksserien, pulje 2, men tabte for anden weekend i træk, da Kastrup vandt lokalopgøret i Sundby Idrætspark med 3-1. Martin Kyster reducerede på straffespark.

For anden lørdag i træk måtte B 1908’s sejrvante mandskab i Danmarksserien gå fra banen uden point. På tre mål på 13 minutter i anden halvleg vandt gæsterne fra Kastrup lokalopgøret, der blev overværet af 308 tilskuere.

B 1908 havde Kristian Glyø tilbage i startformationen efter en længere skadespause. Til gengæld var hverken Martin Lisborg, Kristian D. Larsen eller karantæneramte Benjamin Fey kampklar.

To flotte redninger
Kastrup havde en frisk sejr over Roskilde KFUM med til Sundby Idrætspark, og gæsterne åbnede da også kampen bedst. To forsøg inden for de første ti minutter af Nikola Saric og Adam Fogt tvang Jakob S. Jensen ud i to flotte redninger.

Som første halvleg skred frem, overtog otterne initiativet og fik da også spillet sig frem til nogle pæne chancer. To forsøg til Khamis ‘Junior’ Akida og et blokeret langskud fra Johannes Marcher talte i skudstatistikken.

Bukhave på stolpen
Den største chance til otterne kom seks minutter inden pausefløjtet, hvor en rigtig god aktion med hurtige afleveringer i venstre angrebsside endte hos Mads Bukhave, men stolpen forhindrede en perfekt afslutning på det smukke angreb.

Men første halvleg sluttede trods gode chancer til begge hold uden scoringer. Kort inden halvlegens slutning blev veloplagte Jesper Larsen skadet, og han måtte i pausen lade sig udskifte med Patrick Bielefeldt.

Effektive Kastrup
Syv minutter inde i anden halvleg kom Kastrup foran. En fejlaflevering i opspillet gav Kastrup en omstilling, og så kunne den tidligere B 1908-spiller Nikola Saric afslutte langt udefra og via overliggeren i mål.

Og det skulle blive værre for otterne. Efter 61 minutter endte et nyt hurtigt angreb fra Kastrup med et indlæg fra venstre helt til bageste stolpe, hvor Adam Fogt firsttimede bolden i nettet.

Rædselsfuldt kvarter
Samme Adam Fogt var på spil fire minutter senere, hvor han selv førte bolden fri og med et skud udefra passerede Jakob S. Jensen i målet. Et rædselsfuldt kvarter for otterne, der dog havde en lille halv time til at kæmpe sig tilbage i kampen.

Det forsøgte hjemmeholdet også, men Kastrup forsvarede sig godt. Efter 77 minutter følte otterne sig snydt for et straffespark. Det kom så til gengæld tre minutter senere, og Martin Kyster reducerede fra 11-meterpletten.

Nyt forsøg på stolpen
I kampens slutfase havde indskiftede Shimal Ado en stor chance for yderligere reducering, og Frederik Storm afsluttede på stolpen, men tættere på kom otterne ikke, og hjemmeholdet blev derfor straffet for ineffektiviteten i den ellers fine første halvleg.

Andet nederlag i træk – for første gang i 2018. Så der skal arbejdes ekstra på træningsbanen og mentalt for at komme tilbage på vindersporet. Forhåbentlig sker det på lørdag, hvor Union kommer til Sundby Idrætspark. Som sædvanlig er det kl. 13.

KAMPFAKTA
Lørdag 15. september 2018
Danmarksserien, pulje 2
B 1908 – Kastrup 1-3 (0-0)
0-1 Nikola Saric (52)
0-2 Adam Fogt (61)
0-3 Adam Fogt (65)
1-3 Martin Kyster (strf. 80)
Advarsler: Festim Mustafi, B 1908 (38)
Jon Andersen, Kastrup (51)
Martin Kyster, B 1908 (67)
Johannes Marcher, B 1908 (75)
Mathias Henriques Hvass, Kastrup (89)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Mikkel Knudstrup, Kristian Glyø (Shimal Ado, 66), David Chernet, Johannes Marcher, Festim Mustafi, Frederik Storm, Martin Kyster, Jesper Larsen (Patrick Bielefeldt, 46), Khamis ‘Junior’ Akida (Simon Sinkjær, 52), Mads Bukhave
Dommer: Hakan Yurdakul Pedersen
Tilskuere: 308 i Sundby Idrætspark