Lokal bageren Eriks kæmpe støtte til B1908

248

Eriks bageri på Amagerbrogade er drevet af bagermester Erik som udover at drive bageriet selv også er formand for Danmarks bagerlaug. Vi er mange der er stolte over at have en så god lokalbager i nærområdet. Det er i sig selv en rigtig god grund til at købe sit brød hos Eriks bageri.

Som B1908er har du en ekstra grund til at købe dit brød hos Erik. Erik er en af de største og mest trofaste sponsorer hos B1908. Erik spiller ikke selv fodbold men har alligevel troligt valgt at støtte op om B1908 og det er der en lille sjov historie omkring. Erik overtog bageriet fra sin far i 1992. Da vi tog kontakt til den nye ejer Erik for at forlænge vores eksisterende sponsorat fik vi et kontant “tak, men nej tak” og måtte tage slukøret hjem. Der gik dog ikke mange dage før Erik henvendte sig for at meddele at han gerne ville være sponsor. Vi var overraskede og spurgte ind til holdningsskiftet. Det viste sig at så snart Far Erik havde fået nys om det stoppede sponsorat, var han troppet op i bageriet og belært sin søn om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Et sponsorat fra Eriks bageri til B1908 handler slet ikke kun om fodbold. Det handler om at engagere sig i det lokalsamfund som en succesfuld bager er en del af. Det tog Erik til sig og er altså stadig en sponsor i B1908.

Næste gang du skal ud og købe brød på Amagerbrogade vil B1908 gerne opfordre dig til at gøre det hos Eriks Bageri. Nu skal dette ikke være et smæde skrift mod andre bagere, men der er absolut ingen grund til købe dit brød i Lagkagehuset hvis ejer for et par år siden købte en villa til 34 millioner i Nordsjælland og bestemt heller ikke Meyers bageri som er storsponsor i en anden fodboldklub. Deres brød er forresten heller ikke lige så godt som de brød og kager du kan købe hos Eriks bageri.

Når Erik nu har valgt at engagere sig i lokalsamfundet er der hermed en stor opfordring til at takke ham ved at købe hans rigtig gode brød også selv om man skulle køre forbi Meyer eller Lagkagehuset. Hvis Erik forsvinder kan vi ikke regne med at hans konkurrenter overtager hans sponsorat.

https://www.facebook.com/eriksbageri/