Larsen i målhopla

47

For anden turneringskamp i træk spillede B 1908 uafgjort, og for anden turneringskamp i træk brændte holdet straffespark. Kristian D. Larsen scorede to gange for otterne, der fik Kevin Nauta udvist efter kampen.

Et enkelt point fik B 1908 ud af anstrengelserne i lørdagens hjemmekamp mod oprykkerne fra Karlslunde. Kampen endte 2-2 efter at gæsterne havde udlignet på et straffespark i kampens slutfase efter at otterne på en god anden halvleg havde vendt kampen fra 0-1 til 2-1.

B 1908 var uden skadede Martin Lisborg, Malthe Nygaard og Saleem Nanji samt Marc Maze og landskampaktuelle Ovays Azizi. Det betød, at Mads Dalby Bjørn startede i målet, Valdemar Mendez Brockdorff varetog den defensive midtbane, og August Rosenmeier var tilbage i det centrale forsvar.

Otterne fik en skidt åbning på kampen, da Karlslunde kom foran allerede efter syv minutter. En lang bold blev spillet op i det åbne rum mellem keeper og forsvar. Mads Dalby Bjørn susede ud af målet for at dæmme op for gæsternes Andreas Stær Nielsen, men forgæves – og så var udeholdet foran 1-0.

Brændt straffe – igen
Første halvleg blev ikke en stor fodboldoplevelse, og otterne havde svært ved at få etableret ordenlige angreb. Karlslunde tilspillede sig et par enkelte chancer – et nærgående hovedstød og en stor mulighed, der blev stærkt afværget af Mads Dalby Bjørn.

Efter en god halv time blev Kristian D. Larsen væltet i straffesparksfeltet, og dommer Christian Hansen pegede på pletten. I sidste uge brændte Larsen straffe mod Fremad Valby. Denne gang var det Benjamin Fey, der skulle forsøge sig fra 11-meterpletten, men heller ikke han havde held til at omsætte den store chance til mål.

Larsen med næse for mål
Med 0-1 efter første halvleg virkede det som om, at otterne havde fået en ordentlig opsang i pausen. Det var i hvert fald et langt mere energisk hjemmeholdet, der indtog græsset efter pausen, hvor et ihærdigt presspil stressede gæsterne til at lave mange fejl.

Efter 53 minutter kom udligningen. Rune Christensen bugserede bolden videre til Mads Severinsen, der resolut med ydersiden spillede Kristian D. Larsen i højre side. Larsen tippede bolden forbi den fremstormende Karlslunde-keeper og lagde bolden fladt i nettet. 1-1.

Ny scoring af Larsen
Karlslunde havde også chancer – en stor en af slagsen efter 56 minutter, hvor Andreas Stær Nielsen sendte en friløber forbi mål. Kort efter fik Kristian D. Larsen en ny mulighed efter et eminent rush af August Rosenmeier over 50 meter. Han spillede Larsen fri, men angriberen afsluttede over mål.

Kristian D. Larsen var til gengæld sikkerheden selv efter 74 minutter, hvor han igen fandt et hul i Karlslunde-forsvaret. Igen var der tale om en yderside-assist – denne gang præcist fra Khamis ‘Junior’ Akida, der sendte Larsen fri. Et vip over den fremstormende keeper bragte otterne foran.

Straffe og udvisning
Kampens afslutning blev hektisk, og otterne blev presset noget tilbage på banen. Efter 89 minutter pegede dommeren for anden gang i kampen på pletten, da indskiftede Obaida El-Itr efter hans opfattelse havde for godt fat i en Karlslunde-angriber. Andreas Stær Nielsen udlignede fra pletten.

Dermed endte det hele med 2-2, men kampen fik et dramatisk efterspil, da Kevin Nauta blev præsenteret for det røde kort efter en situation, som denne skribent desværre ikke spottede. Dermed er han ude med karantæne, når B 1908 på lørdag møder rækkens tophold, Skovshoved, på udebane.

cmo

KAMPFAKTA
Danmarksserien, pulje 2
Lørdag 3. september 2016
B 1908 – Karlslunde 2-2 (0-1)
0-1 Andreas Stær Nielsen (7)
1-1 Kristian D. Larsen (53)
2-1 Kristian D. Larsen (74)
2-2 Andreas Stær Nielsen (strf. 90)
Advarsler: Sebastian Hansen, Karlslunde (59)
Andreas Stær Nielsen, Karlslunde (68)
Alexander Wøldike Pedersen, Karlslunde (69)
Mark Moesgaard, Karlslunde (79)
Khamis Akida, B 1908 (89)
Udvisning: Kevin Nauta, B 1908 (efter kampen)
B 1908’s hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Kevin Nauta, August Rosenmeier, Casper Nordström, Valdemar Mendez Brockdorff (Morten Fischer, 72), Khamis ‘Junior’ Akida, Rune Christensen, Mads Severinsen, Abdoulie Njai (Obaida El-Itr, 72), Kristian D. Larsen (Simon Meincke, 85)
Dommer: Christian Hansen
Tilskuere: 112 i Sundby Idrætspark

Foto: Kristian D. Larsen blev dobbelt målscorer. Foto: Speich/Fey Film Team

DEL
Tidligere artikelU14 pokal exit
Næste artikelSen scoring sikrer point