Klar til 1. runde af DBU Pokalen

205
Målscorer Simon Sinkjær, den uheldige debutant Oliver Joshua Andersen, David Chernet, der måtte trække i målmandstrøjen, målscorer Marcus Grevy og debutant Nicklas Olabi

B 1908 sikrede sig grundlovsdag adgang til første runde af DBU Pokalen med en 2-0 sejr over Nøddealliancen fra serie 3. Simon Sinkjær og Marcus Grevy scorede målene.

B 1908 er klar til første runde af DBUs pokalturnering. Det står klart efter, at holdet tirsdag aften besejrede serie 3-holdet Nøddealliancen med 2-0 i Valby Idrætspark i en kamp, der næppe vil gå over i historiebøgerne.

Hjemmeholdet gik ganske frisk til opgaven og forsøgte – og lykkedes ofte med – at spille glimrende fodbold frem for at tonse løs eller pakke sig. Otterne havde svært ved at tilspille sig chancer inden pausen – den største tilfaldt James Goddard, der dog brændte.

Intensiteten steg
Efter en målløs og søvndyssende første halvleg steg intensiteten efter pausen. Midt i halvlegen måtte otternes debuterende målmand Oliver Joshua Andersen trække sig med en skade, og så måtte forsvarsklippen David Chernet trække i målmandstrøjen.

Han blev dog ikke for alvor testet af Nøddealliancen, men vi skulle helt hen til godt et kvarter før tid, før den første scoring kom. Indskiftede Simon Sinkjær fik bolden i nettet i to forsøg efter udmærket opspil af James Goddard i venstre side.

Grevy i to forsøg
Nøddealliancen forsøgte at komme til en udligning, og det gav blottelser bagude, hvor Elias El Massooudi fik et par chancer, der dog ikke førte til mål. Først i overtiden blev sejren slået fast af Marcus Grevy, der i to forsøg fik bolden i nettet.

Dermed er B 1908 med i hatten, når der trækkes lod til 1. runde i DBU Pokalen. I de seneste 12 turnerings- og pokalkampe er det nu blevet til 11 sejre og en uafgjort. Ganske imponerende.

KAMPFAKTA
Tirsdag 5. juni 2018
DBU Pokalen, 3. kvalifikationsrunde
Nøddealliancen – B 1908 0-2 (0-0)
0-1 Simon Sinkjær (74)
0-2 Marcus Grevy (90+2)
Kort: ingen
B 1908’s hold: Oliver Joshua Andersen (debut) (Benjamin Fey, 58), Benjamin Fey (Joachim A. Jensen, 46), David Chernet, Kasper Autrup, Saleem Nanji, August Rosenmeier (Simon Sinkjær, 58), James Goddard, Khamis Akida, Yves Rubasha (Marcus Grevy, 65), Elias El Massooudi, Marcus Grevy (Nicklas Olabi, 46 (debut))
Dommer: Enrique C. Jensen
Tilskuere: ca. 40 i Valby Idrætspark