Kampen mod topholdet endte uden mål

160
David Chernet og Joachim A. Jensen spillede en stærk kamp i det centrale forsvar.

Sejrsrækken blev brudt, men otterne kunne alligevel være godt tilfredse med at tage 0-0 med hjem fra Nymosen mod topholdet GVI.

Så gik den ikke længere. Efter syv sejre på stribe – og en ottende i pokalkampen i onsdags – måtte B 1908 ‘nøjes’ med 0-0 i lørdagens kamp mod GVI. ‘Nøjes’ i anførselstegn, for otterne kunne godt være tilfredse med nulløsningen mod rækkens tophold.

GVI åbnede bedst og fik allerede i kampens første minut en stor mulighed, men Jimmy Mayasis afslutning gik forbi mål. Som halvlegen skred frem fik otterne godt fodfæste i den fysisk betonede kamp med masser af infight på banens midte.

Stærkt midterforsvar
Det kneb dog med at komme til chancer for otterne, der flere gange blev fanget i GVI’s offsidefælde. Kun en løs mulighed efter ti minutter med lidt klumpspil i feltet kunne have ført til en scoring.

I den anden ende var GVI mest farlige på dødbolde, hvor anfører Oliver Østgaard gang på gang slog giftige indlæg, der skabte faretruende situationer i otternes felt, men de to midterforsvarere Joachim A. Jensen og David Chernet spillede begge en stærk kamp.

Bukhave med bedste forsøg
Ingen mål efter pausen, og i de sidste 45 minutter lagde GVI mere pres på for at hive de tre point hjem. Den største chance fik Simon Raahave fem minutter før tid, hvor han kom uden om Jakob S. Jensen i målet, men Joachim A. Jensen fik afværget situationen.

Otternes største chance havde Mads Bukhave efter et hjørnespark, men hans hovedstødsforsøg blev pareret, og efterfølgende sparkede indskiftede Festim Mustafi bolden langt over mål.

Spændende sæsonafslutning
Dermed endte det som det begyndte – 0-0 – og det resultat kunne otterne være bedst tilfreds med. GVI fører stadig rækken, nu et point foran Vanløse. Otterne har fire point op til oprykningspladsen med fire spillerunder igen.

Næste kamp for otterne er lørdag 26. maj kl. 13 hjemme i Sundby Idrætspark mod AB Tårnby, der også er med i oprykningskapløbet. Så forhåbentlig kommer der masser af tilskuere på lægterne til lokalopgøret.

KAMPFAKTA
Lørdag 19. maj 2018
Danmarksserien, pulje 2
GVI – B 1908 0-0
Advarsler: Morten Rasmussen, GVI (67)
Mads Severinsen, GVI (81)
Saleem Nanji, B 1908 (81)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Benjamin Fey, Joachim A. Jensen, David Chernet, Saleem Nanji, August Rosenmeier (Festim Mustafi, 77), Kristian D. Larsen (Khamis ‘Junior’ Akida, 83), Martin Kyster, Jesper Larsen, Patrick Bielefeldt, Mads Bukhave
Dommer: Henrik Niclasen
Tilskuere: ca. 150 i Nymosen