Ingen mål i Smørum

203
Mathias Bukhave spillede en god kamp for otterne i forsvaret og havde tilmed også sit holds største chance.

Det sluttede som det begyndte – 0-0, da Ledøje-Smørum og B 1908 tørnede sammen lørdag eftermiddag. Otterne spillede en time i overtal.

B 1908 hentede lørdag eftermiddag endnu et point i Danmarksserien, da udekampen mod Ledøje-Smørum sluttede 0-0. Otterne spillede en time i overtal, men formåede ikke at omsætte overtallet til mål.

Symptomatisk for resultatet var begge hold uden deres topscorer. Ledøje-Smørums Morten Larsen (11 sæsonmål) sad udenfor med karantæne, og otternes Kristian D. Larsen (10 sæsonmål) var bortrejst.

Offensiv start
I Larsens fravær var der blevet plads til sidste weekends matchvinder Haitam Hajjami i frontlinjen sammen med Mads Bukhave. I målet var Ovays Azizi tilbage efter at have spillet Asian Cup-kvalifikation for Afghanistan (1-1 mod Vietnam)

Otterne åbnede kampen offensivt og forsøgte at stresse Ledøje-Smørums velorganiserede mandskab. Det lykkedes til at begynde med, men efterhånden kom hjemmeholdet mere med i kampen.

Rødt kort til LSF-anfører
Midt i halvlegen fik Ledøje-Smørum tre hjørnespark inden for to minutter. Det ene var særdeles farligt. Så farligt, at hjemmeholdets spillere appellerede for, at bolden havde været over stregen, men den ville dommer og linjedommer ikke være med på.

Fem minutter senere kom kampens dramatiske højdepunkt. Rune Christensen begik et voldsomt frispark mod LSF-anfører Marc Lind, der i situationen sparkede ud efter ‘Trylle’. Gult kort til Rune Christensen, men rødt til Ledøje-Smørum-spilleren.

Chance til Lisborg
I overtal skulle otterne forsøge at lægge yderligere pres på hjemmeholdet, der dog figthede godt. Første halvlegs største chance til otterne fik Martin Lisborg efter 37 minutter, men hans afslutning blev for vag og voldte ikke LSF-keeperen problemer.

Otterne fik vinden i ryggen efter pausen, men der skulle gå noget tid før otterne også fik medvind i spillet. Men som halvlegen skred frem, var der mere og mere, der lykkedes offensivt, og et par chancer blev det til.

Bukhave med stor mulighed
Den største til velspillende Mathias Bukhave, der havde vovet sig med frem, og i en 1-2 kombination slap alene igennem med Lasse Gram-Hansen i LSF-målet. Bukhave forsøgte at placere bolden mellem keeperens ben, men Gram-Hansen vandt den duel.

I den anden endte havde Ledøje-Smørum et par nærgående forsøg mod kampens slutning, men det endte med pointdeling uden scoringer. B 1908 møder på lørdag kl. 13 Herlufsholm på hjemmebane i Sundby Idrætspark

Se kampen på b1908fans.dk HER

KAMPFAKTA
Danmarksserien, pulje 2, Lørdag 1. april 2017
Ledøje-Smørum – B 1908 0-0
Advarsler: Rune Christensen, B 1908 (28)
Benjamin Fey, B 1908 (70)
Saleem Nanji, B 1908 (77)
Benjamin Madsen, Ledøje-Smørum (88)
Udvisning: Marc Lind, Ledøje-Smørum (28)
B 1908’s hold: Ovays Azizi, Benjamin Fey, Mathias Bukhave, Kristian Glyø, Saleem Nanji, Rune Christensen, Abdoulie Njai, Martin Lisborg, Valdemar Mendez Brockdorff (Patrick Fleischer, 87), Haitam Hajjami, Mads Bukhave (Khamis ‘Junior’ Akida, 66)
Dommer: Nikolaj Hansen
Tilskuere: ca 250 på Sydbank Arena, Smørum