Fem flade fra Odsherred: Nyt nederlag i målorgie

327
Simon Sinkjær scorede et af otternes fire mål. Foto: Christian M. Olsen

Danmarksserieholdet tabte for anden kamp i træk. Det lignede længe en lussing fra TFC Odsherred, men nederlaget endte kun med at blive på et enkelt mål. 4-5 i sæsonens hidtil mest målrige kamp i DS pulje 2.

170 tilskuere i Sundby Idrætspark blev lørdag eftermiddag vidner til hele ni mål, da B 1908 og TFC Odsherred tørnede sammen i en topkamp i Danmarksseriens pulje 2.

Mathias Bukhave var tilbage i otternes midterforsvar, og i mangel på skadede Saleem Nanji og Johannes Marcher og karantæneramte Benjamin Fey spillede Khamis ‘Junior’ Akida en lidt uvant position som højre back.

Farlig Odsherred-offensiv
Simon Sinkjær fik kampens første chance efter fem minutter, men hans afslutning udefra endte langt over mål. Minuttet senere var gæsterne farlige for første gang, da de ramte overliggeren.

Det var startskuddet til en farlig Odsherred-offensiv, som især på hurtige omstillinger og især i højre angrebsside, hvor gæsternes Emre Selvi var en evig trussel, voldte otterne gevaldige problemer.

Mange chancer i kampens start
Efter ni minutter fik Odsherreds Yousef Ghani en friløber efter et dumt boldtab på otternes midtbane, men Jakob S. Jensen i otternes mål forhindrede en tidlig TFC-scoring med en god fodparade.

Til gengæld kunne han ikke stille meget op efter et kvarters spil, hvor Odsherred hurtigt satte spillet op med få aktioner i højre angrebssside og fik bolden ind til Yousef Ghani, som gjorde det til 1-0 til gæsterne.

Stopfinte gav mål
Minuttet efter havde TFC Odsherred en ny, stor chance, men Jakob S. Jensen klarede til hjørnespark. Og efter 26 minutter var der fare på færde igen, men Odsherreds afslutning strøg lige uden om otternes mål.

Så var det som om, at otterne kom bedre med, og efter en god halv time tog Martin Kyster hurtigt et indkast, som lidt heldigt sendte Patrick Bielefeldt fri. Efter en smart stopfinte kunne ‘Biele’ udligne til 1-1.

Scoring gav ny energi
Scoringen gav otterne ny energi, men hjemmeholdet havde fortsat svært ved at trænge igennem Odsherreds kompakte defensiv. Et langskud fra Khamis ‘Junior’ Akida var bedste chance.

Men kort før pausen blev det 2-1 til gæsterne efter en nyt angreb i gæsternes højre side. Og i slutfasen af halvlegen kunne det være blevet både 1-3 og 1-4, men bl.a. en redning på stregen af David Chernet forhindrede en yderligere føring.

Hurtig udligning af Sinkjær
Otterne kom bedst fra start i anden halvleg, og efter fem minutter lykkedes det at udligne. Mads Bukhave afsluttede på Kristian D. Larsens indlæg fra højre, og Simon Sinkjær var over riposten og scorede til 2-2.

Det gav håb om en god anden halvleg og måske tre point til hjemmeholdet, men håbet var kortvarigt. For TFC Odsherred fortsatte med at være lynende farlige på deres angreb.

Tre mål på ti minutter
Efter 55 minutter kom nordvestsjællænderne igen buldrende frem i højre side og efter nogle gode kombinationer, som otternes forsvar ikke kunne dæmme op for, lå bolden igen i nettet, og lystavlen måtte skifte til 2-3.

Og det blev værre endnu. Kort efter begik Jakob S. Jensen straffespark, og Alexander Dige scorede fra pletten. Og for at det ikke skulle være løgn, blev det også 2-5 kort efter.

Saksesparksmål af Toc
På det tidspunkt lignede B 1908 et hold i opløsning, men spillerne skal have cadeau for at sætte proppen i og forhindre yderligere ydmygelse. Tværtimod genfandt de roen og kæmpede videre.

Så der blev talt om ‘Schweiz-Danmark’ på lægterne, da indskiftede Thomas ‘Toc’ Christiansen efter 70 minutter scorede til 3-5 på et saksespark – hans første mål efter at angriberen er vendt tilbage til B 1908.

Reducering i overtiden
Og såmænd om ikke Toc var på pletten igen og reducerede til 4-5 på Juniors fine indlæg fra venstre. Men da var vi inde i tre minutters overtid, og der var det for sent. TFC Odsherred overhalede B 1908 i rækken med en 5-4-sejr.

Noget af et målorgie, som må give trænerteamet lidt at tænke over, men som samtidig viste god moral i slutfasen. Det skal der bygges videre på påskelørdag, hvor B 1908 igen spiller hjemme – mod Ishøj kl. 13

KAMPFAKTA
Lørdag 13. april 2019
Danmarksserien, pulje 2

B 1908 – TFC Odsherred 4-5 (1-2)
0-1 Yousef Ghani (16)
1-1 Patrick Bielefeldt (31)
1-2 Andreas Elkjær (41)
2-2 Simon Sinkjær (50)
2-3 Deniz Karaca (55)
2-4 Alexander Dige (strf. 60)
2-5 Emre Selvi (64)
3-5 Thomas Christiansen (69)
4-5 Thomas Christiansen (90+3)
Advarsler: Mathias Bukhave, B 1908 (23)
Simon Sinkjær, B 1908 (45)
Alexander Dige, TFC Odsherred (70)
Jesper Larsen, B 1908 (90+1)
Mads Bukhave, B 1908 (90+4)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Mikkel Knudstrup, Mathias Bukhave (Joachim A. Jensen, 80), David Chernet, Khamis ‘Junior’ Akida, Festim Mustafi (Kristian D. Larsen, 43), Simon Sinkjær (Thomas Christiansen, 69), Martin Kyster, Jesper Larsen, Patrick Bielefeldt, Mads Bukhave
Dommer: Kristian Brkic
Tilskuere: 170 i Sundby Idrætspark