Farvel til pokalturneringen

188
Kampen var afbrudt i godt en halv time i første halvleg, hvor otterne trak i ly for regnen.

B 1908 nåede ikke 1. runde af DBU’s landspokalturnering. Det satte serie 1-holdet Sunred Beach en stopper for på en regnvåd onsdag aften i Ryparken.

“Hvor er det pinligt”. Ordene var August Rosenmeiers umiddelbart efter at B 1908 onsdag aften blev slået ud af pokalturneringen af Sunred Beach fra serie 1. Og de faldt præcist og belejligt – så var vi andre fri for at konstatere det.

For det var desværre ikke opmuntrende, hvad DS-holdet præsterede på den gennemblæste og regnfulde kunstgræsbane i Ryparken. Alt for mange fejl og forkerte beslutninger gav som kampen skred frem det heroisk kæmpende hjemmehold mere blod på tanden.

Frisparksmål og grim skade
Sunred Beach kom foran efter ti minutters spil, da et frispark blev sendt ind i feltet, hvor Christian Steiner-Johnsen timede sit opspring perfekt og kraftfuld headede bolden ind bag Mads Funch i B 1908-målet.

Martin Lisborg havde otternes største chance i første halvleg lige inden kampen blev afbrudt i godt en halv time. To Sunred-spillere stødte sammen med en kraftig flænge i hovedet til følge for den ene. Han måtte blive liggende på banen og hentes i ambulance.

Et par store chancer
Efter pausen forsøgte otterne at lægge tryk på, men kun i perioder lykkedes det at lirke hjemmeholdets kompakte forsvar op. Største chancer fik Benjamin Fey på et frispark og August Rosenmeier på Saleem Nanjis fine indlæg – men ingen mål.

Dermed har B 1908 ikke scoret i fem kampe i træk – hvis man lige ser bort fra de to mål i den forlængede spilletid i pokalkampen mod Viktoria. Næste kamp er i Danmarksserien ude mod Herlufsholm. Bemærk, at kampen er flyttet til søndag 11. juni klokken 12.00.

KAMPFAKTA
DBU Pokalen, 4. kvalifikationsrunde
Onsdag 7. juni 2017
Sunred Beach – B 1908 1-0 (1-0)
1-0 Christian Steiner-Johnsen (10)
Advarsler: Rune Christensen, B 1908 (34)
Arian Shokraneh, Sunred Beach (59)
B 1908’s hold: Mads Funch, Benjamin Fey, Kristian Glyø, David Chernet (debut), Saleem Nanji (Patrick Fleischer, 66), Festim Mustafi (August Rosenmeier, 63), Rune Christensen (Festim Mustafi, 88), Abdoulie Njai (Saleem Nanji, 78), Martin Lisborg, Khamis ‘Junior’ Akida (Nicklas Andersen, 46), Mads Bukhave
Dommer: Kasper Madsen
Tilskuere: 30 i Ryparken