Farvel til pokalturneringen: Nederlag i lokalbraget

349
Fremad Amagers Olakunle Olusegun scorede hattrick. Her er han i duel med Mikkel Knudstrup

Fremad Amagers nyerhvervelse, 18-årige Olakunle Olusegun, scorede hattrick i sin debut, da B 1908 tirsdag aften tabte 1-3 i lokalbraget i første runde af Sydbank Pokalen. Og så var der en opsigtsvækkende debut – som linjedommer.

Maksimale 420 tilskuere var på plads, da B 1908 og Fremad Amager tirsdag aften tørnede sammen i første runde af DBU’s landspokalturnering, Sydbank Pokalen. Lillebror mod storebror, kampen om Sundbyvestervej. Kært lokalopgør har mange navne.

Fremad Amager præsenterede tirsdag formiddag 18-årige Olakunle Olusegun som ny spiller i klubben, og ham skulle otterne hurtigt stifte bekendtskab med. Nyerhvervelsen var den helt store fodboldoplevelse i aftenens kamp.

Tæt på føringsmål
Det var ellers otterne, der fik kampens første store chance allerede efter fire minutter. Efter et hjørnespark nåede David Chernet højest inde i feltet, og hans afslutning med hovedet var kun ganske få centimeter fra at krydse målstregen, men blev reddet.

Fem minutter senere kom Fremad Amager foran. Et langt skift til højre side blev returneret ind i feltet, hvor Olakunle Olusegun dukkede op og med en firsttimer fik sendt bolden under Nicolai Skovgaard Rasmussen, der vogtede otternes mål i aftenens kamp.

Rødt kort og brændt straffe
Fremad Amager var toneangivende i første halvleg, og seks minutter før pausen blev det 2-0 efter et hjørnespark. Bolden landede hos Olakunle Olusegun, der efter en fiks dribling sendte bolden i mål.

Tre minutter senere opsnappede Oliver Elliott Karlsen efter en fejl af Maxime Soulas, og Fremad-debutanten hev Karlsen i trøjen. Straffespark og rødt kort. Anfører Martin Lisborg sendte dog den store mulighed fra 11-meterpletten over mål.

Linjedommer skadet
Joachim A. Jensen åbnede anden halvleg med en god mulighed for at reducere, men afslutningen endte over mål, og så indtraf en sjælden situation. Linjedommer Søren Lehmann måtte udgå med en skade. Og så var gode råd dyre.

Men fra tilskuerpladserne meldte B 1908-medlem og nyudklækket dommer, Jonas Løvendahl Michelsen sig. Ti minutter senere var han klar i pink dommer-outfit og med flaget i hånden til en opsigtsvækkende debut på linjen på eliteniveau.

Jonas Løvendahl Michelsen (tv.) sprang til, da den ene linjedommer blev skadet. Her ses han efter kampen med dommer Benjamin Willaume-Jantzen og linjedommer Victor Skytte.

Drejer reducerede
Ti minutter efter den lange pause kom Fremad Amager på 3-0. Igen var det Olakunle Olusegun, der med sine vævre driblinger voldte problemer for B 1908-forsvaret. En hurtig dribiling og et hurtigt aftræk – og så havde nigerianeren scoret hattrick.

Otterne kæmpede bravt og i syv minutters overtid reducerede Kristian Drejer Larsen med et hovedstød. Optakten var en perfekt tværpasning fra Mikkel Vittarp Gøling og et lige så perfekt indlæg fra højre fra Seejou King.

107 minutter
Kampuret rundede 107 minutter – på grund af den lange pause i forbindelse med linjedommerens skade – før det sidste fløjt lød, og Fremad Amager fortjent kunne kalde sig videre af lokalopgøret.

Otterne kunne glæde sig over mange fine præstationer, og at det lykkedes at holde trit med Fremads ti mand efter pausen. Nu kan holdet koncentrere sig om Danmarksserien, hvor Herlev venter i en kamp i Sundby Idrætspark på lørdag klokken 12.

Kristian Drejer Larsen scorede otternes mål.

KAMPFAKTA
Sydbank Pokalen, 1. runde
Tirsdag 1. september
B 1908 – Fremad Amager 1-3 (0-2)
0-1 Olakunle Olusegun (9)
0-2 Olakunle Olusegun (39)
0-3 Olakunle Olusegun (69)
1-3 Kristian Drejer Larsen (90+7)
Advarsler: Wilson Henningsen, B 1908 (67)
Samson Iyede, Fremad Amager (70)
Udvisning: Maxime Soulas, Fremad Amager (41)
B 1908’s hold: Nicolai Skovgaard Rasmussen, Joachim A. Jensen (Mikkel Vittarp Gøling, 89), Mathias Bukhave, David Chernet, Jesper Riis, Oliver Elliott Karlsen (Asker Damgaard, 75), Martin Lisborg (Mads Bukhave, 60), Mikkel Knudstrup, Wilson Henningsen (Kristian Drejer Larsen, 75), Seejou King, Nichlas Rohde (Marcus Grevy, 89)
Dommer: Benjamin Willaume Jantzen
Tilskuere: 420 i Sundby Idrætspark