Farvel til pokalturneringen

136

B 1908 er ude af Sydbank Pokalen efter at have tabt 2-4 efter forlænget spilletid til Marienlyst. Patrick Bielefeldt og Martin Kyster scorede for otterne.

440 tilskuere sørgede for en imponerende ramme i Sundby Idrætspark, da B 1908 tog imod Marienlyst fra 2. division i 1/16-finalen i DBU’s pokalturnering, Sydbank Pokalen. Ikke mindst et flot fremmøde fra ungdomsafdelingen sørgede for den gode stemning.

Otterne skulle forsøge at rejse sig efter tre nederlag på stribe i Danmarksserien. Mads Dalby Bjørn i målet, Kristian D. Larsen i front, Kristian Glyø i midterforsvaret og Simon Sinkjær på højrekanten var nye i startopstillingen i forhold til sidste kamp.

Fortrinlig start på kampen
Hjemmeholdet fik en fortrinlig start på kampen. Der var blot spillet halvandet minut, da bolden var i nettet. Martin Kyster headede mod mål efter et hjørnespark, og Patrick Bielefeldt rettede bolden af og i mål.

Otterne spillede i kraftig modvind i første halvleg, og gæsterne testede flere gange Mads Dalby Bjørn i målet med skud udefra. Efter et kvarter var fynboerne tæt på udligningen, men Dalby redde den store chance.

Straffet på to hjørnespark
Men mod halvlegens slutning gik det galt for otterne, og det var hjørnesparkene, der drillede hjemmeholdet. Først et hjørnespark til bageste stolpe, hvor Kristian Weber dukkede op og fik bolden i mål.

Og blot tre minutter senere var den gal igen – denne gang fra modsatte side, hvor Mads Jørgensen sparkede bolden i mål, hjulpet af vinden, direkte på hjørnespark. 2-1 til Marienlyst ved pausen.

Kyster på straffe
Otterne åbnede anden halvleg godt med nogle pænt store muligheder, blandt andet til Simon Sinkjær, men rigtig farlige var hjemmeholdet ikke. I den anden ende var Benjamin Fey heroisk redningsmand, da Marienlyst fik en kæmpe chance til 3-1.

Midt i halvlegen blev der begået straffespark mod Patrick Bielefeldt, og Martin Kyster, der har været sikkerheden selv fra 11-meterpletten tog igen ansvaret. Han svigtede ikke, og så var der igen balance i kampen.

Rødt kort til Bukhave
Begge hold havde halve chancer mod halvlegens slutning, men ingen af dem formåede at score målet, der kunne sende dem videre til næste runde, og kampen måtte ud i forlænget spilletid.

Den måtte otterne gennemføre med en mand i undertal. Indskiftede Mads Bukhave blev i ordinær spilletids overtid præsenteret for det røde kort af dommer Jakob A. Sundberg efter at være gået for hårdt til en modstander i jagten på bolden.

Op ad bakke i ekstratiden
I sidste minut af første halvleg i den forlængede spilletid gik det igen galt for otterne efter et hjørnespark. Denne gang var det Mads Hvilsom, der var målscorer, og så var det op ad bakke for otterne.

Hjemmeholdet satsede ved at sende Shimal Ado på banen som ekstra offensiv kraft, og han fremtvang straks efter indskiftningen et frispark på kanten af feltet. Mikkel Knudstrups afslutningen tog oversiden af overliggeren.

Flere plusser i bogen
Det blev ved lige ved og næsten for otterne, der måtte se Simon Haages gøre det til 4-2 fire minutter før tid. Og så var der ikke mere at komme efter for hjemmeholdet, der dermed er ude af pokalturneringen.

Men undervejs var der flere plusser i bogen – ikke mindst for indstillingen. Den kampgejst skal spillerne finde frem igen på søndag, hvor der er topbrag i Danmarksserien på udebane mod TFC Odsherred.

KAMPFAKTA
Onsdag 26. september 2018
Sydbank Pokalen, 3. runde
B 1908 – Marienlyst 2-4 efs – ordinær kamp 2-2 (1-2)
1-0 Patrick Bielefeldt (2)
1-1 Kristian Weber (37)
1-2 Mads Jørgensen (41)
2-2 Martin Kyster (strf. 65)
2-3 Jonas Hvilsom (105)
2-4 Simon Haages (117)
Advarsler: Benjamin Fey, B 1908 (31)
Jonas Svaneberg Hansen, Marienlyst (90+2)
Jonas Hvilsom, Marienlyst (95)
Mathias Danielsen, Marienlyst (110)
Udvisning: Mads Bukhave, B 1908 (90+2)
B 1908’s hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Kristian Glyø (Shimal Ado, 108), Mikkel Knudstrup, Johannes Marcher, Festim Mustafi (August Rosenmeier, 58), Frederik Storm (Khamis ‘Junior’ Akida, 94), Martin Kyster, Patrick Bielefeldt, Simon Sinkjær (Mads Bukhave, 71), Kristian D. Larsen
Dommer: Jakob A. Sundberg
Tilskuere: 440 i Sundby Idrætspark