Fantastisk comeback: 4-3 over Roskilde KFUM

253
Kristian D. Larsen (3) og Erik Hofman Bang scorede målene

Suverænt comeback med tre mål på fem minutter sikrede en sejr på 4-3 ude over Roskilde KFUM – den fjerde sejr i træk for B 1908 i Danmarksserien.

For fjerde weekend i træk gik B 1908 sejrrigt fra banen i Danmarksserien, men spillere, trænerbænk og tilskuere skulle hele følelsesregisteret igennem før sejren på 4-3 var en kendsgerning.

For da der manglede et kvarter af kampen, førte hjemmeholdet Roskilde KFUM 3-1, men en imponerende slutspurt og tre mål på fem minutter ændrede kampbilledet totalt, og så var det otterne, der kunne danse sejrsdans efter sidste fløjt.

Tidligere otter scorede
Otterne lagde bedst ud på den vindblæste bane i Roskilde, og allerede efter to minutter havde Jesper Larsen B 1908’s første chance. Men det blev Roskilde, der scorede kampens første mål: Den tidligere otter Jakob Sparholt direkte på frispark efter et kvarter.

Kristian D. Larsen har for alvor fået gang i målscoringen, og sidste sæsons topscorer var på pletten igen midt i første halvleg. Han modtog bolden i feltet og fik taget et træk ud til en spids vinkel, men det forhindrede ikke Larsen i at udligne til pausestillingen 1-1.

Otterne i gavehumør
Otterne havde lidt svært ved at få spillet til at glide i medvinden efter pausen, og efter 57 minutter kom Roskilde KFUM foran 2-1. Morten Jørgensen rundede Benjamin Fey i en omstilling, og så kunne han uden problemer bringe hjemmeholdet foran.

Og det skulle blive værre for otterne midt i halvlegen, hvor en kommunikationsfejl i forsvaret forærede en chance til den tidligere B 1908-spiller Patrick Juhl Pausgaard, der udnyttede blottelsen og gjorde det til 3-1.

Fantastisk comeback
Minuttet senere havde Kristian D. Larsen en gylden mulighed for at reducere, men Larsen headede Abdoulie Njais aflevering forbi mål. Og så var der mange, der troede, at det ikke skulle lykkes at komme tilbage i kampen.

Men de skulle blive klogere, skulle de, for efter 75 minutter erobrede Abdoulie Njai bolden med en tackling til Jesper Larsen, der resolut sendte Kristian D. Larsen af sted ind i feltet, og denne gang svigtede Larsen ikke – 3-2.

Grum dommerfejl
Og bare et minut senere: Abdoulie Njai drev bolden frem i venstre side, sendte den ind over, og efter lidt pingpong endte den hos Jesper Larsen, der spillede indskiftede Erik Bang fri i højre side. Roskilde-keeperen kunne ikke holde hans hårde afslutning – 3-3.

Men B 1908 var ikke tilfredse endnu, og bare minuttet senere bragte Kristian D. Larsen otterne foran med hovedet efter Jesper Larsens elegante tip – troede alle. Men nej, linjedommeren markerede fejlagtigt for offside, og den flotte scoring blev underkendt.

Larsen igen-igen-igen
Det havde ikke været til at bære, at en grum dommerfejl skulle stjæle sejren, men sådan gik det heldigvis ikke. For efter 80 minutter sendte Martin Lisborg en bold frem mod Kristian D. Larsen, der efter et par elegante træk scorede til 4-3.

Otterne havde flere chancer mod slutningen, men det kunne være gået galt i 92. minut, hvor kun en klasseredning af Jakob S. Jensen holdt otterne foran. 4-3 efter et forrygende comeback.

Høj moral
Otterne viste gennem hele kampen høj moral og fik et selvtillidsboost af de store efter den stærke afslutning. Men der var også usikkerhedsmomenter at spore i forsvaret i nogle situationer.

Det skal der lappes på i ugens løb inden det går løs i efterårets sidste kamp mod GVI i Sundby Idrætspark på lørdag klokken 13.00, hvor rækkens to mest formstærke hold mødes til et brag af en kamp med forhåbentlig mange tilskuere på lægterne.

Se højdepunkter fra kampen her (kilde: b1908fans.dk)

KAMPFAKTA
Lørdag 28. oktober 2017
Danmarksserien, pulje 2
Roskilde KFUM – B 1908 3-4 (1-1)
1-0 Jakob Sparholt (13)
1-1 Kristian D. Larsen (23)
2-1 Morten Jørgensen (57)
3-1 Patrick Juhl Pausgaard (65)
3-2 Kristian D. Larsen (75)
3-3 Erik Hofman Bang (76)
3-4 Kristian D. Larsen (80)
Advarsler: Patrick Juhl Pausgaard, Roskilde KFUM (60)
Jesper Larsen, B 1908 (78)
Morten Jørgensen, Roskilde KFUM (87)
Erik Hofman Bang, B 1908 (90)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Benjamin Fey (Erik Hofman Bang, 72), Kristian Glyø, Benjamin Vielsted (David Chernet, 72), Saleem Nanji, Rune Christensen (Festim Mustafi, 46), Jesper Larsen, Abdoulie Njai, Martin Lisborg, Patrick Bielefeldt, Kristian D. Larsen
Dommer: Dan P. Pedersen
Tilskuere: ca. 100