Fæl skuffelse i sæsonpremieren

635
Den tidligere Avarta-spiller Jesper Larsen debuterede for otterne. Arkivfoto

B 1908 førte 2-0 ved pausen over oprykkerne fra TFC Odsherred, men smed det hele efter pausen, hvor nordvestsjællænderne scorede tre gange.

Av, av, av for en skuffelse. Det, der lignede en sikker hjemmesejr til otterne i sæsonpremieren mandag aften endte med en ordentlig nedtur. For trods en føring på 2-0 ved pausen, lykkedes det ikke hjemmeholdet at hente point mod TFC Odsherred.

B 1908 gav debut til Benjamin Vielsted, Jesper Larsen og Simon Sinkjær, og den nye trio blomstrede i en første halvleg, hvor der stod B 1908 på det meste. Især i den sidste halve time af halvlegen var otterne i højt spillehumør.

Foran efter hjørnespark
Otterne kom foran efter 18 minutter efter et hjørnespark, hvor bolden endte hos Abdoulie Njai, der ganske sikkert sendte bolden i kassen. Og så var der for alvor lagt pres på gæsterne, der måtte løbe forgæves efter mange fine B 1908-kombinationer.

Der var muligheder til flere mål før pausen. Et enkelt mere blev det til efter et godt angreb, hvor bolden endte hos anfører Martin Lisborg. Fra en lidt spids vinkel sendte han hårdt og sikkert bolden i kassen til pauseføring 2-0.

Nedtur efter pausen
Men efter pausen gik det grueligt galt for hjemmeholdet. TFC Odsherred satte effektivt ind mod otternes tremandsforsvar, og hjemmeholdet formåede ikke at svare igen med en taktisk ændring, der kunne have dæmmet op for Odsherred-presset.

Efter syv minutter kom reduceringen. Et indlæg fra venstre endte inde foran mål, hvor Yousef Ghani dukkede op og efter passivitet i bageste geled kunne han reducere til 1-2. Noget af en dukkert for otterne.

Værre endnu
Men det skulle blive værre, for situationen gentog sig mere eller mindre små ti minutter senere. Igen var det Yousef Ghani, der blev målscorer i en periode, hvor otternes opspil var forkrampet og for ofte endte i det rene ingen ting.

Helt galt gik det med et kvarter igen. Et hjørnespark endte inden foran mål, hvor Jakob S. Jensen i B 1908-målet ikke kunne holde en afslutning, og så kunne Andreas Elkjær følge op og gøre det til 3-2 til gæsterne.

Hvordan kunne det gå så galt?
Otterne forsøgte sig med lange bolde frem, men de blev effektivt afværget af TFC Odsherred-forsvaret. Et frispark i overtiden lige uden for feltet kunne have været otternes redning, men Martin Lisborg afsluttede over mål.

Og så endte det med et nederlag på 3-2 i en kamp, hvor man må spørge sig selv om, hvordan det kunne gå så galt efter pausen. Svarene er forhåbentlig fundet inden næste kamp – på lørdag hjemme klokken 13 mod Avedøre.

KAMPFAKTA
Danmarksserien, pulje 2
Mandag 7. august 2017

B 1908 – TFC Odsherred 2-3 (2-0)
1-0 Abdoulie Njai (18)
2-0 Martin Lisborg (38)
2-1 Yousef Ghani (53)
2-2 Yousef Ghani (60)
2-3 Andreas Elkjær (75)
Advarsler: Festim Mustafi, B 1908 (8)
Jesper Larsen, B 1908 (56)
Mikkel Vestergaard, TFC Odsherred (57)
Abdoulie Njai, B 1908 (83)
Haydar Said, TFC Odsherred (83)
Yousef Ghani, TFC Odsherred (87)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Benjamin Fey, Saleem Nanji, Benjamin Vielsted, Festim Mustafi (Patrick Fleischer, 46), Abdoulie Njai, Jesper Larsen, Martin Lisborg, Khamis ‘Junior’ Akida (Erik Hofman Bang, 68), Simon Sinkjær (Patrick Bielefeldt, 80), Kristian D. Larsen
Dommer: David Nissen
Tilskuere: 217 i Sundby Idrætspark