Endelig lykkedes det: Årets første DS-sejr

263
Seejou King spillede en sprudlende kamp for B 1908.

DS-holdet har tørstet efter point, men lørdag vandt B 1908 4-1 over Otterup efter en i store perioder rigtig fin kamp. Kristian Drejer Larsen, Mikkel Gøling og Benjamin Fey (2) scorede otternes mål.

Opdateret med link til målene fra b1908fans.dk.

Hvem var det, der vandt i dag … Det er længe siden, at B 1908 har kunnet synge sejrssang i Danmarksserien. Efter nedlukningen i foråret og en skidt sæsonstart på efteråret, er lørdagens sejr over Otterup faktisk den første i DS i 2020.

Det er tre uger siden, at otterne senest var på banen. Men efter en corona-udsættelse og en fri-weekend var spillerne igen klar til at gå på banen på denne første lørdag i oktober. Modstanderne var nordfynske Otterup.

Underholdende og dramatisk
Det blev en underholdende, dramatisk og i mange perioder også velspillet fodboldkamp. Uden sidestykke var det B 1908’s bedste kamp i efteråret, og tilskuerne blev underholdt med mange gode kombinationer og mål.

Første halvleg åbnede meget jævnbyrdigt. Otterup fik kampens første chance efter en otter-fejl i forsvaret efter et kvarter, men Alexander Funch ryddede godt op. Kort efter havde Mikkel Vittarp Gøling en chance, men han headede forbi mål.

Flere chancer
Midt i halvlegen testede Wilson Henningsen Otterup-keeperen med en smuk afslutning udefra, men forsøget blev reddet til hjørne. I den anden ende havde Jakob S. Jensen en stor redning efter en glimrende Otterup-kombination, der endte med at blive farlig.

Otterne kom nærmere en scoring mod halvlegens slutning. Velspillende Mikkel Gøling sendte Seejou King, der virkelig sprudlede på venstrekanten, i dybden, og inde foran mål var Oliver Elliott Karlsen tæt på at styre bolden i netmaskerne.

Tættere og tættere på
Minuttet senere kom B 1908 endnu tættere på. Denne gang var Oliver Elliott Karlsen i oplæggerens rolle og inde foran mål fik Mikkel Vittarp Gøling afsluttet, men uheldigvis på stolpen.

Men i halvlegens sidste minut lykkedes det for otterne. Oliver Elliott Karlsen sendte et frispark fra højre side ind i feltet, hvor Kristian Drejer Larsen dukkede op blandt venner og fjender og headede bolden ind til pausestillingen 1-0.

Otterup udligner
Otterne lagde gevaldigt tryk på fra anden halvlegs start, og Mikkel Vittarp Gøling fik muligheden for at gøre det til 2-0, men hans afslutning på Oliver Elliott Karlsens indlæg blev blokeret til hjørnespark.

Se målene fra b1908fans.dk herunder

Men det lykkedes ikke i første omgang for otterne at lukke kampen. Og midt i halvlegen fik Otterup så udlignet. Et frispark fra venstre blev sendt ind i feltet, hvor Simon Andersen kunne sørge for det udlignende mål.

Gølings første mål
Noget af en kold dukkert for otterne, der dog ikke lod sig slå ud og i stedet igen satte damp under kedlerne. Det førte til en kæmpe dobbeltchance, hvor Nichlas Rohdes forsøg blev blokeret, og Kristian Drejer Larsens ripost det samme.

Men kort efter lykkedes det. Et frispark blev sendt ind foran mål, hvor Mikkel Vittarp Gøling fik sendt bolden i nettet. Otterup protesterede højlydt, men dommeren fandt ingen anledning til at fløjte for frispark.

Rødt kort til Otterup
Ti minutter før tid blev Otterup reduceret til ti mand, da Kent Henrik Jørgensen fik sin anden advarsel for en forseelse på David Chernet. Og så øjnede otterne for alvor sæsonens første sejr.

Mikkel Vittarp Gøling, Benjamin Fey (2) og Kristian Drejer Larsen scorede otternes mål.

Den kom endnu tættere på to minutter senere, da Jesper Riis, der spillede en god kamp, sendte en farlig bold ind i feltet. Hverken Nichlas Rohde eller Kristian Drejer Larsen nåede frem til den, men ved bageste stolpe dukkede Benjamin Fey op og scorede til 3-1.

På pletten igen
Indskiftede Fey var også på pletten tre minutter senere, da han lukkede og slukkede til 4-1 efter en smuk et-to kombination med Nichlas Rohde. Otterup sluttede kampen med blot ni mand, da Rasmus Søltoft Christoffersen så direkte rødt.

Otterne kunne juble over tre point, masser af godt spil og et længe ventet comeback til Martin Kyster, der blev skiftet ind i anden halvleg. På lørdag kl. 12.00 skal B 1908 igen i aktion – mod GVI hjemme i Sundby Idrætspark.

KAMPFAKTA:
Danmarksserien, pulje 2
Lørdag 3. oktober 2020
B 1908 – Otterup 4-1 (1-0)
1-0 Kristian Drejer Larsen (45)
1-1 Simon Andersen (65)
2-1 Mikkel Vittarp Gøling (75)
3-1 Benjamin Fey (83)
4-1 Benjamin Fey (86)
Advarsler: Kent Henrik Jørgensen, Otterup (11)
Joachim A. Jensen (42)
Benjamin Nielsen, Otterup (44)
Jonas Djurhuus, Otterup (71)
Alexander Brems, Otterup (75)
Wilson Henningsen, B 1908 (76)
Jesper Riis, B 1908 (79)
Martin Kyster, B 1908 (85)
Udvisninger: Kent Henrik Jørgensen, Otterup (81) – anden advarsel
Rasmus Søltoft Christoffersen, Otterup (90+5)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Seejou King, Joachim A. Jensen, David Chernet, Jesper Riis, Oliver Elliott Karlsen (Benjamin Fey, 69), Alexander Funch, Wilson Henningsen (Martin Kyster, 77), Mikkel Vittarp Gøling, Kristian Drejer Larsen (Shimal Ado, 88), Nichlas Rohde
Dommer: Svend Funder Kristensen
Tilskuere: 205 i Sundby Idrætspark