Dumt nederlag efter dårlig start

43

B 1908 tabte lørdag med hele 4-0 ude mod Rishøj. Otterne rejste sig aldrig efter hjemmeholdets chokstart med to mål inden for de første ti minutter.

Det var en af de kampe, man hurtigst muligt vil glemme, da B 1908 lørdag eftermiddag tabte 0-4 ude til Rishøj. Der var ikke rigtig noget, der fungerede optimalt for otterne, der havde svært ved at matche Rishøjs fysisk betonede spil.

Det gik galt allerede efter seks minutter. Otterne appellerede for et frispark på midten af banen, men det blev ikke dømt, og i stedet kunne Rishøj storme mod B 1908’s mål. Mikkel Gunthel Bang satte bolden ind og sørgede for en god start for hjemmeholdet.

Det blev endnu værre blot fire minutter senere, da B 1908 mistede bolden i et angreb. Rishøj satte ind med en hurtig omstilling og fangede B 1908-forsvaret i ubalance, og så kunne Jacob Laursen Pind sende bolden i mål langt udefra. Noget nær en katastrofestart for otterne.

Frispark på overliggeren
B 1908 spillede sig ind i kampen i løbet af første halvleg og fik da også et par muligheder. Abdoulie Njai snittede et indlæg fra Benjamin Fey lige forbi mål, og Kristian D. Larsen fik en god chance efter nogle vævre driblinger, men fik ikke afsluttet i situationen. 2-0 ved pausen.

Efter pausen fik Rishøj en stor mulighed for at lukke kampen efter en skidt tilbagelægning. Den tidligere otter Jeppe Haugaard var alene igennem med målmand Ovays Azizi, der satte ind med en god forparade og forhindrede en scoring. Kort efter sendte Martin Lisborg et frispark på overliggeren.

To scoringer i slutfasen
Men derefter var det så som så med chancer til otterne, der ikke fandt nøglen til at bryde igennem, og mod slutningen af kampen blev det så både 3-0 og 4-0 til hjemmeholdet, der dermed passede B 1908 i tabellen i Danmarksseriens pulje 2.

Turneringen er nu en tredjedel henne, og B 1908 dumpede med nederlaget ned på 8.-pladsen med 10 point for ni kampe. Holdet skal forsøge at ryste nederlaget af sig på lørdag hjemme i Sundby Idrætspark, hvor GVI kommer på besøg. Der er kick off klokken 13.

cmo

KAMPFAKTA
Danmarksserien, pulje 2
Lørdag 1. oktober 2016
Rishøj – B 1908 4-0 (2-0)
1-0 Mikkel Gunthel Bang (6)
2-0 Jacob Laursen Pind (10)
3-0 Sebastian Tan (83)
4-0 Mikkel Madsen (85)
Advarsler: Simon Backmann, Rishøj (14)
Hakar Amang, Rishøj (33)
Casper Nordström, B 1908 (58)
B 1908’s hold: Ovays Azizi, Benjamin Fey, Kevin Nauta, Casper Nordström, Saleem Nanji, Malthe Nygaard, Abdoulie Njai (Khamis Akida, 64), Rune Christensen, Martin Lisborg, Mads Severinsen (Obaida El-Itr, 76), Kristian D. Larsen
Dommer: Michael Schlander
Tilskuere: ca. 100 på Rishøj Stadion

Foto: Kevin Nauta var igen med i startopstillingen. Arkivfoto