DS-holdet i gang igen: Åbnede med nederlag

231

B 1908 tabte lørdag årets første træningskamp mod Avarta fra 2. division med 1-2. Axel Uzan scorede otternes mål i første halvleg.

OPDATERET: Lørdag var dagen, som mange havde glædet sig til – nemlig dagen, hvor B 1908’s DS-mandskab igen skulle i kamp efter vinterferien. Årets første træningskamp stod mod Avarta fra 2. division.

Det blev en kamp, hvor træner Martin Engelbrecht fik lejlighed til at se 20 spillere i aktion – størstedelen gengangere fra den fine efterårssæson, men også flere nye spillere var på banen i Sundby Idrætspark.

Flere nye spillere
Heriblandt midterforsvareren Frederik Kragh, som tidligere har været i klubben, og som senest har spillet i Skovshoved i 2. division. Og så Axel Uzan, der er kommet til klubben fra Herlev. Begge gjorde et godt indtryk i kampen.

Efter en fin start af otterne kom Avarta bedre med, og i løbet af første halvdel af første halvleg tilspillede Rødovre-mandskabet sig flere gode chancer, som sendte keeper Mads Dalby Bjørn på arbejde.

Årets første mål
Midt i halvlegen fik otterne dog den hidtil største chance. Mads Bukhave sendte med en fiks aflevering Admir Sabic mod mål, men heldet var ikke med angriberen – afslutningen endte på indersiden af stolpen.

Minuttet senere kom B 1908 så foran 1-0. Axel Uzan registrerede en sprække i Avartas opdækning, førte bolden frem midt i banen og tog chancen med et godt, fladt skud, der snød gæsternes keeper.

Stor udskiftning i pausen
Stillingen holdt sig til pausen, hvor otterne skiftede på stort set alle pladser. De sidste 45 minutter blev ikke helt så gode som de første, og det lykkedes Avarta at finde vej til netmaskerne to gange.

Dermed åbnede B 1908 testkampene med et nederlag. Der er stadig halvanden måned og mange træningskampe til sæsonstarten. Den næste er på lørdag kl. 12.15 i Sundby Idrætspark, hvor modstanderen er B.93’s U-19-mandskab.

KAMPFAKTA
Træningskamp, 25. januar 2020
B 1908 – Avarta 1-2 (1-0)
1-0 Axel Uzan (26)
1-1 Avarta (59)
1-2 Avarta (84)
Advarsel: Avarta (58)
B 1908’s hold, 1. halvleg: Mads Dalby, Joachim A. Jensen, Frederik Kragh, David Chernet, Daniel XXX (Simon Sinkjær, 25), Martin Lisborg, Wilson Henningsen, Axel Uzan, Ayman El-Morabet, Mads Bukhave (Kristian D. Larsen, 37), Admir Sabic
B 1908’s hold, 2. halvleg: Mads Dalby, Benjamin Fey, Mathias Bukhave, David Chernet (Lau Kirkensgaard, 63), Magnus Kjær Sülvestersen, Frederik Kragh (Ayman El-Morabet, 53 (Admir Sabic, 72)), August Rosenmeier, Patrick Bielefeldt, Jesper Riis, Simon Sinkjær, Kristian D. Larsen
Dommer: Cem Irfan Caner
Tilskuere: ca. 50 i Sundby Idrætspark