De brændte chancers kamp

198

B 1908 tabte lørdag 1-0 til Virum-Sorgenfri efter at have brændt et utal af store chancer. Situationen er kritisk i bunden af rækken.

B 1908s fans har måttet gå slukørede hjem fra en del kampe i dette efterår, men lørdagens nederlag til Virum-Sorgenfri var en af de mere bitre piller at sluge. For otterne havde et væld af chancer i kampen, men ind ville bolden ikke.

Første halvleg blev spillet i et adstadigt tempo med otterne meget i boldbesiddelse. Et par chancer blev det til med en stor mulighed til Patrick Bielefeldt som den største, men Virums keeper reddede. Det var ti minutter før pausen.

Mange chancer
Ti minutter efter pausen havde Abdoulie Njai og Patrick Bielefeldt en stor dobbeltchance, der ikke førte ti mål. Men minuttet efter slog Virum kontra efter et boldtab, og så kunne Frederik Jegind Christensen bringe gæsterne foran.

Scoringen slog dog ikke otterne ud. Hjemmeholdet lagde ekstra tryk på, og skabte mange chancer. Blandt de største kan nævnes et Kristian D. Larsen-forsøg på stolpen, hvor Patrick Bielefeldt ikke fik hovedet sat ordentligt på riposten.

Brændt straffespark
Den største chance fik otterne ti minutter før tid, da Mathias Bukhave blev fældet i straffesparksfeltet, men Kristian D. Larsen brændte forsøget fra 11-meterpletten. To store chancer til Simon Sinkjær i slutfasen endte også uden mål.

Og så tabte otterne den vigtige bundkamp. Efter en tredjedel af sæsonen afviklet ligger B 1908 sidst med blot fem point for ni kampe. Næste kamp er på søndag kl. 15 ude mod TFC Odsherred.

KAMPFAKTA
Danmarksserien, pulje 2
Lørdag 30. september 2017
B 1908 – Virum-Sorgenfri 0-1 (0-0)
0-1 Frederik Jegind Christensen (55)
Advarsler: Jesper Larsen, B1908 (25)
Laurits Lund, Virum-Sorgenfri (61)
Oscar Vraae, Virum-Sorgenfri (71)
Oliver Rosendal, Virum-Sorgenfri (80)
Abdoulie Njai, B 1908 (88)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Mathias Bukhave, Kristian Glyø, Benjamin Vielsted (Joachim A. Jensen, 72), Festim Mustafi, Jesper Larsen (Erik Bang, 78), Abdoulie Njai, Martin Lisborg, Saleem Nanji, Patrick Bielefeldt (Simon Sinkjær, 78), Kristian D. Larsen
Dommer: Yasin Seker
Tilskuere: 172 i Sundby Idrætspark