Efterårets eneste lokalbrag i den bedste U19 Øst række under DBU på Amager, der var mere på spil end blot 3 points. Selv om Fremad Amager med en placering i bunden af Øst-1, skulle være en overkommelig modstander, så er det aldrig sådan. Det ved vi alt for godt med lokalkampe, hvor alle kender hinanden.

Over 250 tilskuere var mødt frem trods regnvejr fredag 18:30 på stadion kunsten, hvor både tribune og højen var pakket af mennesker.

Parolen var klar: Fremad Amager SKULLE bruge 3 points for ikke at ende under nedryknings-stregen denne weekend. B1908 spillerne lovede at lægge støvlerne på hylden, hvis man kunne tabe til Fremad Amager.

De mange tilskuere kunne se B1908 stille og roligt få styr på kampen mens Fremad dog forsøgte et jævnt højt pres, og med en Fremad scoring efter 26 minutter. Her blev vi fanget på et indlæg, hvilket vi ellers havde arbejdet på ikke skulle se. Men ellers kørte B1908 maskinen med flot spil, gode angreb og store chancer. Det blev til tre store chancer, hvor Fremad var prisgivet, hvis ikke en god målmand Nicklas Andersen havde afværget.

Så kom de to mål dog inden pausen på fantastiske opspil med mange involverede. Begge scoringer sat ind af Admir Sabic.

2-1 til 8erne halvvejs.

Vild 2. halvleg

Fra starten af 2. halvleg sendte Fremad Amager cheftræner Michael Schmidt, Giahung Dinh Tran på banen. Han spillede sin første turneringskamp i denne sæson for U19 holdet. Han har ellers været skubbet til seniorfodbold hele sæsonen. Hans fysik og pågåenhed kom lidt bag på vores forsvar, som fortsat er presset lidt af skader. Dermed fik han næsten egenhændigt ændret kursen på kampens resultat til 2-3 til Fremad Amager. Lidt af en nyser for drengene.

Men det var en stakket frist for naboerne, for B1908 skulle blot have gang i spillet igen og omstille sig. Så inden længe kørte det ene efter det andet angreb igen ned mod Fremads mål.

Flere chancer – herunder blev Jonas Hougaard genialt spillet fri i dyben af Bielefeldt, alene med Nicklas Andersen, brændte han dog. Noget gik galt for begge spillere måtte tages ud med skader.

Afslutning af guds nåde

Det blev en fantastisk afslutning. B1908 havde godt fat i spillet, og Fremad vidste godt, at de skulle holde fast, fordi de skulle bruge 3 points for ikke at komme i nedrykningsproblemer. De pressede godt på den anden vej, men uden at der var nogen dybere ide i fremgangsmåden, der opstod dog lidt panik ind imellem. Fremad ville vinde.

Men det var B1908 ligeglade med, et indlæg fra højresiden, Bielefeldt laver årets mål, tager bolden ned med brystet og kanonerer den i samme bevægelse hårdt ind i fjerneste hjørne bag en sagesløs Eske Sveinsson Anderberg, der er en af de to keepere, som Fremad Amager råder over.

Ikke lang tid efter straffede Admir Sabic Fremad med sit 3. mål og dermed blev det til en fuldt fortjent sejr til B1908 – omend drengene fra Fremad Amager spillede en fin kamp og pressede alt de kunne. Deres taktik var klart sat på 3 points, det skal de have ros for.

Men ret skal være ret, der er spillemæssigt forskel på de to hold og igen så man motivationen hos B1908 spillerne, som spillede en meget flot kamp under svære vilkår.

4-3 sejr til B1908.

Kampen sluttede med direkte rødt kort til reservekeeperen hos Fremad Amager, hvilket måske ikke var så smart, når den normale keeper gik ud med en skade og man har en skæbnekamp i sidste runde.

Fremad Amager kom under stregen denne weekend, og hvis de ikke vinder over Bk. Frem i sidste runde, så ryger Fremad Amager ud af den bedste Øst række. Frem viste stor styrke med en 8-1 sejr søndag over Skjold Birkerød, så det bliver en svær kamp.

Dommertrio og tilskuer opførsel

Stor ros til den italienske dommer og hans to assistenter på linjen, som holdt hovedet godt skruet på, trods en del af tilskuerne på vores naboers side opførte sig katastrofalt.

Herunder blev vores spillere mindst to gange mål for kast med dåser. Den ene bar dommeren selv ud, og flere gange blev der skudt fyrværkeri hen over banen.

Billeder vi desværre har set ved flere Fremad Amager kampe i efteråret, og som vi omkring vores hold, håber Fremad Amagers ledelse og måske DBU vil reagere på.

Undertegnede har i hvert fald aldrig før set, at der bliver kastet med dåser efter ungdomsspillere.

Men stort tillykke til B1908 spillere og træner/ledere.

B1908 er FORTSAT U19 KONGER af AMAGER-

 

Skrevet af Jan Amtrup