Sejr på solskinsøen: B 1908 er videre i pokalturneringen

157
Mads Bukhave og Martin Kyster scorede otternes mål i pokalkampen.

B 1908 er klar til anden runde af DBU’s landspokalturnering efter sejr på 2-0 over Rønne IK på Bornholm. Martin Kyster og Mads Bukhave scorede for otterne.

B 1908 tog hul på DBU’s landspokalturnering med en tur til Bornholm, hvor Rønne IK fra Københavnsserien var modstanderen. Over 300 tilskuere på lægterne – heraf en lille skare fra Amager, som havde taget turen til solskinsøen – skabte en god stemning.

De kunne se en første halvleg, hvor Rønne IK trods underdog-rollen fulgte godt med i kampens start og da også fik en stor chance, men Mathias Ellesøes forsøg fra venstre side blev reddet af Jakob S. Jensen i otternes mål.

Kyster bragte B 1908 foran
Som halvlegen skred frem satte B 1908 sig mere og mere på spillet, og ti minutter før pausen fik Kristian D. Larsen en stor chance, da han blev spillet i dybden af Patrick Bielefeldt, men kampen forblev målløs efter den situation.

Blot minuttet efter lykkedes det så for otterne. Igen var det Kristian D. Larsen, som var igennem i højre side. Han sendte bolden ind til Simon Sinkjær, der headede bolden ned for fødderne af Martin Kyster, som sikkert sendte bolden ind til pauseføring 1-0 til otterne.

Otterne spilstyrende efter pausen
Efter pausen var otterne spilstyrende og skabte en del chancer. Efter godt et kvarter blev et frispark halvklaret af Rønne-keeperen, men Khamis ‘Junior’ Akida samlede op og havde god tid til en perfekt aflevering til Mads Bukhave, som headede B 1908 foran 2-0.

Rønne IK havde i løbet af halvlegen to farlige kontrastød, men i begge tilfælde var Jakob S. Jensen på plads med gode redninger. Ellers var det otterne, som stod for de fleste chancer – den største fra 11-meterpletten, men Martin Lisborg sendte straffesparket over mål

Godt indhop af debutant
Anden halvleg gav debut for otterne til den tidligere Rønne-spiller Magnus Kjær Sülvestersen, der gjorde et godt indhop og også fik en chance, som blev reddet på stregen, men det endte med 2-0 til otterne.

Dermed er B 1908 med i hatten, når der trækkes lod til anden runde af pokalturneringen. I Danmarksserien skal B 1908 igen i kamp på lørdag, hvor modstanderen i efterårets første hjemmekamp i Sundby Idrætspark er Greve. Der er kick off klokken 13.00.

KAMPFAKTA
DBU Pokalen, 1. runde
Onsdag 7. august 2019
Rønne IK – B 1908 0-2 (0-1)
0-1 Martin Kyster (36)
0-2 Mads Bukhave (63)
Advarsler: Mads Kristian Bonde Hansen, Rønne IK (37)
Admir Muric, Rønne IK (53)
Marius Finsen, Rønne IK (80)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Saleem Nanji, David Chernet, Johannes Marcher, Simon Sinkjær (Magnus Kjær Sülvestersen, debut, 66), Martin Kyster, Patrick Bielefeldt (Kasper Autrup, 66), Martin Lisborg, Khamis Akida, Kristian D. Larsen, Mads Bukhave (Joachim A. Jensen, 78)
Dommer: Emil Martinussen
Tilskuere: ca. 320 på Rønne Stadion Nord