1. senior vinder årets første træningskamp

551
1. senior B1908

Det blev til en sejr til 1. senior på 2-1 over Karlslunde i sæsonens første træningskamp. Mads Bukhave og Patrick Bielefeldt scorede for otterne.

Lørdag formiddag tog 1. senior hul på den lange række af træningskampe, der skal lade op til forårssæsonen i Danmarksserien. Modstanderen var Karlslunde, der også var modstanderen i efterårets sidste turneringskamp.

Startopstillingen bød på et gensyn med Mathias Bukhave i B 1908’s forsvar, mens brormand Mads havde plads i forreste geled side og side med efterårets topscorer, Kristian D. Larsen. I målet startede Mads Funch, der i efteråret spillede i AB Tårnby.

Det blev en første halvleg, hvor otterne tilspillede sig en del chancer. Især havde holdet held med lange flade stikninger frem midt i banen, hvor B 1908’s angribere mange gange havde held til at snyde Karlslundes offsidefælde.

Karlslunde åbnede scoringen
Men det blev Karlslunde, der scorede kampens første mål. Ti minutter før pausen mistede otterne bolden på banens midte, og efter en hurtig omstilling kunne gæsterne bringe sig foran 1-0 stik mod spil og chancer.

Mod halvlegens slutning lagde otterne yderligere pres på, og Mads Bukhave kunne udligne til 1-1. Faktisk havde otterne yderligere to store chancer, men begge gange blev der vinket for offside.

Energisk indskifter
Efter pausen dalede spillets kvalitet, men en enkelt scoring til otterne blev det til. Indskiftede Patrick Bielefeldt, der bidrog med masser af fysik og energi, blev målscoreren midt i halvlegen.

En udmærket start på årets træningskampe – den næste i rækken bliver spillet på lørdag, også på hjemmebane, hvor modstanderen er Jægersborg fra Danmarksseriens pulje 1. Den kamp begynder klokken 11.00.

KAMPFAKTA
Træningskamp, lørdag 28. januar 2017
B 1908 – Karslunde 2-1 (1-1)
0-1 Karlslunde (35)
1-1 Mads Bukhave (42)
2-1 Patrick Bielefeldt (71)
Kort: ingen
B 1908’s hold: Mads Funch, Simon Meincke, Mathias Bukhave, Saleem Nanji, Nicklas Andersen, Abdoulie Njai, Valdemar Mendez Brockdorff, Rune Christensen, Khamis Akida, Mads Bukhave, Kristian D. Larsen
Indskiftninger: Ovays Azizi, Kasper Autrup, Mathias Bruun, Festim Mustafi, Admir Sabic, Patrick Bielefeldt
Dommer: Yasin Seker
Tilskuere: ca. 30