1. senior hænger på i toppen: 3-0 over Allerød

279
Thomas Overgaard Christiansen scorede to gange, og Jakob S. Jensen holdt buret rent, da otterne vandt 3-0 over Allerød.

Thomas Overgaard Christiansen scorede to gange og Jakob S. Jensen stod en suveræn kamp i målet, da B 1908 vandt 3-0 over Allerød.

I de seneste to hjemmekampe har Thomas Overgaard Christiansen scoret seks mål for B 1908. Og angriberen fortsatte målstimen, da otterne lørdag tog imod Allerød fra den tunge ende af tabellen. To scoringer blev det til for ‘TOC’.

B 1908 var uden karantæneramte Jesper Larsen og skadede Mikkel Knudstrup. Og så var Martin Kyster ude af private årsager. Til gengæld var anfører Martin Lisborg med i startopstillingen for første gang i dette forår.

Fremragende kamp af Jakse
I målet spillede Jakob S. Jensen en fremragende kamp, og allerede efter to minutter måtte han ud i en klasseredning for at forhindre et selvmål, der kunne være blevet en mareridsstart for hjemmeholdet.

I det hele taget havde de bageste geledder hos otterne det vanskeligt i første halvleg, hvor Allerød flere gange spillede sig igennem til chancer, ligesom der var mange fejlafleveringer, når bolden skulle spilles frem ad banen.

TOC på pletten
Efter et kvarter kom otterne foran 1-0. En afslutning af velspillende Simon Sinkjær blev rettet af, Allerød-målmanden parerede, men foran mål dukkede hvem andre end Thomas Overgaard Christiansen op og sendte riposten i mål.

Det kunne være blevet 2-0 kort efter, da et forsøg fra Martin Lisborg over keeperen i sidste øjeblik blev reddet af Allerød-forsvaret op på overliggeren. Og kort efter havde Simon Sinkjær en god afslutning efter hjørnespark.

2-0 kort inden pausen
Allerød var bestemt ikke uefne i deres offensive spil. Både Dino Karjasevic, Søren Freund og Sebastian Ysbæk-Nielsen havde gode chancer i en første halvleg, hvor gæsterne nok burde have scoret et mål.

I stedet blev det 2-0 kort inden pausen. Mathias Bukhave fandt Saleem Nanji med et langt skift, han sendte den til bageste stolpe, hvor Joachim A. Jensen flot fik drejet bolden ind foran mål til – naturligvis – Thomas Overgaard Christiansen. 2-0 ved pausen.

Otterne med overtaget
Efter pausen fik otterne overtaget i kampen, og det blev 3-0, da Sebastian Pitzner-Schmidt var uheldig at score i eget net på Saleem Nanji og Martin Lisborgs fornemme forarbejde i højre side.

Der kunne være kommet spænding i kampen igen kort efter, hvis ikke det var fordi Jakob S. Jensen hev en mesterlig redning frem på Mads Hansens frispark midt for mål. Virkelig høj klasse af B 1908-keeperen.

Allerød brændte straffe
Som halvlegen skred frem, blev der længere mellem chancerne. Mathias Bukhave havde en stor en for otterne, da han kom højest til Festim Mustafis frispark ind i feltet, men den stærke forsvarer headede over mål.

I den anden ende fik Allerød kort efter straffespark, da David Chernet efter dommerens opfattelse nedlagde en Allerød-angriber ulovligt. Men Sebastian Pitzner-Schmidt ramte oversiden af overliggeren på den store chance.

Stor afbrænder af TOC
Og apropos store chancer, så må Thomas Overgaard Christiansen ærgre sig godt og grundigt over sin store misser i kampens overtid på Mads Bukhaves assist. Den skulle have været der, men heldigvis fik afbrænderen ikke indflydelse på pointene.

For otterne tog alle tre med sejren på 3-0. Topholdet FA 2000 vandt 2-1 over Fremad Valby på en sen scoring, så der er stadig fire point mellem de to hold. B 1908 møder på lørdag 11. maj Fremad Valby på udebane kl. 13.30

KAMPFAKTA
Lørdag 4. maj 2019
Danmarksserien, pulje 2

B 1908 – Allerød 3-0 (2-0)
1-0 Thomas Overgaard Christiansen (15)
2-0 Thomas Overgaard Christiansen (44)
3-0 Sebastian Pitzner-Schmidt (selvmål, 55)
Advarsler: Søren Freund, Allerød (63)
Shimal Ado, B 1908 (90)
B 1908’s hold: Jakob S. Jensen, Joachim A. Jensen, Mathias Bukhave, David Chernet, Saleem Nanji (Benjamin Fey, 82), Festim Mustafi, Simon Sinkjær (Shimal Ado, 77), Martin Lisborg (Mads Bukhave, 65), Patrick Bielefeldt, Khamis ‘Junior’ Akida, Thomas Christiansen
Dommer: David Nissen
Tilskuere: 121 i Sundby Idrætspark